Næstved Brand & Redning er på vej mod 1-minutsberedskab

Google Maps
Brandstationen i Næstved

Massive problemer med rekruttering af deltidsbrandfolk og dermed også med udrykningstiderne ser nu ud til at føre til en større omlægning af beredskabet hos Næstved Brand & Redning. Den lokale beredskabskommission har således besluttet, at der skal arbejdes for at få indført 1-minutsberedskab på brandstationen i Næstved i dagtimerne. Det vil koste kommunen ca. 2,9 mio. kr. ekstra om året.

Gennem de seneste år har Næstved Brand & Redning været et af de brandvæsener, som har haft størst problemer med at overholde lovgivningens krav om, at brandudrykningerne skal afgå fra brandstationerne inden for 5 minutter. Mere end hver tredje brandudrykning fra Næstved Brand & Redning er således forsinket, og det skyldes især, at det er blevet meget sværere at rekruttere deltidsbrandfolk, som kan tage vagter i dagtimerne. Problemet er særligt stort i forhold til holdlederne, og det rammer brandstationerne i både Næstved by, Fuglebjerg og Herlufmagle.

I forbindelse med en revision af den risikobaserede dimensionering af beredskabet i Næstved Kommune ønsker beredskabskommissionen derfor, at der indføres 1-minutsberedskab på brandstationen i Næstved.

Fire fastansatte brandfolk i dagtimerne

Den bemandingsmodel, som beredskabskommissionen har indstillet til byrådet, er at beredskabet i Næstved by i dagtimerne skal bestå af en holdleder og tre brandfolk i 1-minutsberedskab – altså fastansatte brandfolk. De fire mand skal suppleres af yderligere tre brandfolk i 5-minuttersberedskab. Resten af døgnet, fra kl. 16 til kl. 07, skal der fortsat være 5-minuttersberedskab, der ligesom i dag skal bestå af en holdleder og seks brandfolk. Til gengæld kan beredskabet i Fuglebjerg reduceres med to brandfolk, så det fremover består af en holdleder og tre brandfolk i 5-minuttersberedskab.

Styrkelsen af beredskabet vil imidlertid blive ganske dyr for Næstved Kommune. 1-minutsberedskab vil nemlig kræve, at der fastansættes fire holdledere med en årsløn på 334.000 kr. samt fem brandfolk med en årsløn på 310.000 kr. Desuden vil der fortsat skulle være seks deltidsholdledere og 28 deltidsbrandfolk, og dermed stiger lønudgifterne med 2,8 mio. kr. om året. I Fuglebjerg kan bemandingen reduceres med en enkelt deltidsbrandmand, men det vil kun give en beskeden besparelse på 46.000 kr. om året.

Udover en styrkelse af bemandingen vil beredskabskommissionen også styrke beredskabet ved at indgå en aftale med Faxe Kommune om, at brandstationen i Haslev fremover dækker den nordvestlige del af kommunen. Vordingborg Kommunes brandstation i Præstø skal fortsat dække Næstved Øst og Tappernøjeområdet, mens en planlagt aftale med Ringsted Kommune om dækning af nordligste del af kommunen skrinlægges.

Den ændrede bemanding af brandvæsenet skal indgå i forhandlingerne om Næstved Kommunes budget for 2014. Indtil dette budget er vedtaget, videreføres den nuværende bemanding uændret.

Nyt materiel til flere stationer

Den ny dimensioneringsplan indebærer også, at der skal ske udskiftninger af det kørende materiel.

På brandstationen i Fuglebjerg er den nuværende tankvogn fra 1991 moden til udskiftning, og her vil brandvæsenet anskaffe en tankvogn med en væsentligt større tankkapacitet, nemlig 12.000 l. Dermed vil stationen i højere grad kunne håndtere større brande uden assistance. Desuden skal stationen have en ny miljøvogn, som skal erstatte både en tidligere slangetender fra 1979 og en miljøtrailer.

I Herlufmagle er den nuværende autosprøjte – som er fra 1994 – det eneste køretøj, og den ønsker brandvæsenet at udskifte til en tanksprøjte med en kapacitet på 5.000 l. Det vil bringe stationen i stand til at håndtere mellemstore brande på egen hånd.

Endelig er der på stationen i Næstved planer om at anskaffe en skæreslukker til den nyeste autosprøjte. Skæreslukkeren er et slukningsværktøj, som kan bruges til at slukke bygnings- og tagbrande udefra – fremfor at der skal sendes røgdykkere ind i bygningen for at foretage indvendig slukning af branden. Derudover slukker skæreslukkeren bygningsbrande mere effektivt og hurtigere med mindre brand- og vandskade til følge. Desuden skal der anskaffes ekstra kemikalieindsatsdragter samt fire nye lænsepumper, som skal anvendes ved oversvømmelser.

Annonce