Næse til forsvarsminister hilses velkommen

Søren Gade. Arkivfoto.

Ingeniørforeningen (IDA) hilser det velkommen, at forsvarsminister Søren Gade og Forsvarsministeriet nu får en næse af Folketingets ombudsmand. Næsen bliver givet, fordi ministeren forsøgte af give et IDA-medlem mundkurv på. “Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, slår fast, at offentlige ansatte også har en ytringsfrihed. Det har vi sådan set ikke været i tvivl om i IDA. Men det har forsvarsministeren tilsyneladende. Derfor er vi meget tilfredse med ombudsmandens udtalelse”, siger Leif Dyrmose, formand for Ansatte Ingeniørers Råd i Ingeniørforeningen.

Sagen handler om civilingeniør Bjarne Kjems, som er skolechef ved Beredskabsstyrelsen. Han havde som privatperson skrevet et kritisk indlæg om terrorberedskab i Politiken. Et indlæg som gav anledning til reaktioner fra blandt andre forsvarsministeren selv. Først var ministeren ude i Berlingske Tidende med en slet skjult trussel på jobbet mod Bjarne Kjems. Dagen efter havde ministeren modificeret sine udsagn i dagbladet Politiken, hvor han forlangte en loyalitetserklæring.

“Reaktionerne fra Søren Gade var ikke særligt klædelige. Derfor er det vigtigt, at ombudsmanden nu slår fast, at offentlige ansatte har ytringsfrihed. Udtalelsen giver også en sikkerhed for andre offentlige ansatte. Men det er også et klart signal til andre offentlige arbejdsgivere. De skal huske på, at vi i Danmark ikke ansætter offentligt ansatte efter politiske anskuelser eller efter evnen til at pantsætte selvstændig tænkning”, tilføjer Leif Dyrmose. Han peger på, at en bil skal kunne bestå et §77 eftersyn for at køre på landevejen. “Søren Gade kunne så passende møde til op til et §77 eftersyn efter Grundloven. Det er netop den paragraf, der handler om ytringsfriheden”.

Annonce