Et socialdemokratisk forslag om, at Morsø Kommune skulle forlade det fælleskommunale Nordjyllands Beredskab, fik ikke politisk opbakning. Socialdemokraterne var – blandt andet på baggrund af input fra de lokale brandfolk – bekymrede for, at en kommende dimensioneringsplan vil reducere beredskabet og i stedet flytte mandskab og materiel til Thisted. Men forslaget fik kun to stemmer i kommunens teknik- og miljøudvalg.
Det var Socialdemokratiets gruppeformand, Viggo Vangsgaard, der havde stillet forslag om, at Morsø Kommune skulle udtræde af Nordjyllands Beredskab og i stedet genetablere et lokalt beredskab. Ifølge beregninger fra kommunen ville det give en årlig merudgift på 277.000 kr.
Forslaget kunne imidlertid ikke samle flertal i kommunens teknik- og miljøudvalg, hvor kun to socialdemokratiske medlemmer stemte for, mens en tredje socialdemokrat undlod at stemme. Imod stemte fire medlemmer fra Venstre og en lokalliste, og dermed faldt forslaget.