Kommuner: Molboagtig erstatning for støttepunktsberedskaberne

Ved årsskiftet blev de særlige støttepunktsberedskaber nedlagt som led i den nye politiske aftale om beredskabet. I stedet kan kommunerne låne materiel hos staten, men på Lolland-Falster betegner man udlånsordningen som molboagtig. Kommunerne kan nemlig ikke låne det ønskede materiel, og Forsvarsministeriet og Beredskabsstyrelsen kræver, at det udlånte materiel placeres i Lolland Kommune – selv om nabokommunen Guldborgsund har både den nødvendige garageplads og det erfarne mandskab.

Frem til årsskiftet var det Guldborgsund Kommune, som stod for driften af støttepunktsberedskabet på Lolland-Falster. Men beredskabet blev i forbindelse med den seneste beredskabsaftale nedlagt for at spare penge, og alt materiellet blev i stedet returneret til Beredskabsstyrelsen i Næstved.

Siden da har der været forhandlinger om en ny udlånsordning, hvor kommuner, der har lang afstand til nærmeste statslige beredskabscenter, kan låne de nedlagte støttepunkters materiel. I Østdanmark blev Lolland Kommune valgt som den eneste, der opfyldte kravene for at kunne låne materiel, og kommunen har efter lang tids sagsbehandling i Forsvarsministeriet fået at vide, at kommunen inden udgangen af april skal tage stilling til, om man vil tage mod tilbuddet om udlån.

Imidlertid må kommunen ikke låne alt det udstyr, som hidtil stod hos Guldborgsund Kommune – blandt andet vil kommunen ikke kunne låne en tankvogn. Desuden har Beredskabsstyrelsen afvist et ønske om, at materiellet placeres i Guldborgsund Kommune, hvor man ellers har mange års erfaring med driften og både har det nødvendige mandskab og faciliteter. Det er således et krav, at det udlånte materiel placeres hos Lolland Brandvæsen i Maribo, hvor brandvæsenet så skal sørge for garageanlæg, vedligeholdelse og uddannelse af mandskab til materiellet.

I Folketidende betegner de to kommuner den nye udlånsordning som molboagtig. ”Vi kan komme i den situation, at vi kommer til at mangle materiel ved den helt store hændelse, hvis vi hverken har materiel eller de frivillige. Alene sidste år rykkede Guldborgsund Støttepunkt ud 22 gange for at hjælpe de lokale beredskaber. Til støttepunktet i Nykøbing var tilknyttet knap 50 frivillige, hvoraf de 30 har været aktive i forbindelse med forskellige indsatser”, fortæller beredskabschef Peter Søe fra Guldborgsund Redningsberedskab til Folketidende.

Ifølge direktør Bjarne Hansen fra Lolland Kommune skal kommunen svare Beredskabsstyrelsen senest mandag. Men udlånsordningens opbygning kan meget vel resultere i, at både Lolland og Guldborgsund kommuner tvinges til at investere i yderligere materiel for at kunne klare de daglige bredskabsopgaver.

Annonce