Mistrøstigt men ikke sundhedsskadeligt på beredskabscenter

Forholdene på Beredskabsstyrelsen Bornholm i Allinge er mistrøstige, men de er ikke sundhedsfarlige. Det skriver embedslæge Kåre Kristiansen i en rapport, efter at han har besigtiget indkvarteringsforholdene på beredskabscenteret. Beredskabsstyrelsen skal tage initiativer for at forhindre, at mus har adgang til de værnepligtiges køkken.

Det var de værnepligtiges talsmænd, som havde klaget over forholdene. I deres klage gjorde de opmærksom på, at der var for mange sovepladser i nogle rum, således at en eller flere senge er placeret umiddelbart under vindue som samtidig er eneste udluftningsmulighed, at der er utætte ruder, at gulvet på toilettet er uhumsk med kalkbelægning, at toiletterne er ulækre p.g.a. for ringe rengøring, at toiletterne er gamle med tendens til at stoppe til – og det er så de værnepligtiges opgave at rense afløbet med deraf følgende udsættelse for ubehagelig lugt, at eneste udluftningsmulighed i et af toiletrummene er ind gennem resten af bygningen, da vinduet i rummet er defekt og derfor ikke kan lukkes op, hvilket giver anledning til lugt på hele gangen ind til soverummene samt at der er mus i te-køkkenet.

“Ved besigtigelsen fremtrådte bygningen indvendigt kun ganske nødtørftigt vedligeholdt, generelt nedslidt, nærmest ramponeret, blandt andet med afskallet maling, større og mindre huller i vægge mange steder og enkelte steder med manglende gulvbelægning. Der blev ikke fundet tegn på indtrængen af fugt, der lugtede ikke muggent og der blev ikke konstateret synlig skimmelsvamp. Ved besigtigelsen af soverum blev det konstateret at der umiddelbart under et vindue, som var eneste udluftningsmulighed i et soverum med 5 sovepladser, var placeret en seng. Det er mit skøn at der ved brug af vinduet til udluftning ikke vil være muligt at undgå træk ved denne soveplads. Sovepladsen bør placeres anderledes eller der bør etableres anden mulighed for udluftning. Der blev konstateret en ganske let utæthed ved et vindue, som efter mit skøn er ganske uden betydning i sundhedsmæssig sammenhæng”, skriver embedslægen i sin rapport.

“Ved besigtigelsen af toiletrum fandtes disse acceptabelt rengjorte. Nogle steder fandtes kalklignende belægning, som efter mit skøn er uden betydning i sundhedsmæssig sammenhæng. Lugtgener i forbindelse med rensning af et tilstoppet toilet udgør ingen sundhedsfare. I et af toiletrummene var vinduet defekt, så eneste udluftningsmulighed var gennem dør til gangen med soverum. Dette udgør ingen sundhedsfare, men er selvfølgelig generelt ikke hensigtsmæssigt og vinduet bør sættes i stand”, skriver embedslægen videre.

“Ved besigtigelsen af køkkenrum fandtes dette acceptabelt rengjort. Køkkenet er placeret halvt i kælderplan, således at vinduerne åbner umiddelbart over jordplan. Der var desuden en lille træk-kanal placeret over komfuret. Hverken vinduer eller trækkanalen var forsynet med net, så mus vil meget nemt kunne komme ind fra det fri. Man kunne etablere mekanisk udsugning og/eller forsyne vinduer og trækkanal med net. Desuden bør fødevarer opbevares aflukket, så evt. mus ikke kan komme i kontakt disse. Ved besigtigelsen konstateredes desuden at udluftningsmulighederne fra baderum generelt var for ringe. Et sted fordi vinduet i rummet ikke kunne lukkes op og et andet sted, i kælderen, fordi den eksisterende mekaniske udsugning efter mit skøn ikke er tilstrækkelig”, skriver Kåre Kristiansen.

“Det er samlet set således min vurdering at der for disse unge raske mænd, som skal opholde sig på stedet i højst 6 måneder, ikke findes forhold kan betegnes som direkte sundhedsskadelige, men placering af soveplads umiddelbart under vindue og de generelt utilstrækkelig muligheder for udluftning bør der tages hånd om. Det generelle lidt mistrøstige indtryk af rummene kunne med en formentlig relativ beskeden indsats forbedres betydeligt, selvom dette selvfølgelig ikke direkte har betydning for de sundhedsmæssige forhold”, konkluderer rapporten.

Annonce