Er det statslige og det kommunale beredskab for dårlige til at arbejde sammen i forbindelse med f.eks. storme, skybrud og oversvømmelser? Det skal forsvarsminister Nicolai Wammen (S) redegøre for om en uge, hvor Folketinget har kaldt ham i samråd. Desuden vil samrådet komme til at handle om de planlagte besparelser på beredskabet.
Det åbne samråd i Folketingets Forsvarsudvalg afholdes næste tirsdag kl. 15.30, og her skal forsvarsministeren besvare et samrådsspørgsmålet fra Enhedslistens beredskabsordfører, Nikolaj Villumsen.
Nikolaj Villumsen har bedt forsvarsministeren om at redegøre for, om han på baggrund af det voldsommere vejr i Danmark finder besparelserne i det statslige og kommunale beredskab forsvarlige samt om der har været eksempler på manglende samarbejde mellem det statslige og kommunale beredskab i forbindelse med de seneste storme, skybrud og oversvømmelser.
Samrådet bliver sendt direkte på Folketingets hjemmeside.