Minister: Grænseoverskridende beredskabssamarbejde skal undersøges

Det vakte opsigt, da Beredskabsstyrelsen i august kritiserede Tønder Kommune for at have tilkaldt assistance hos det tyske modstykke til Beredskabsstyrelsen, THW, i forbindelse med en oversvømmelse. Ifølge forsvarsministeren regulerer beredskabsloven imidlertid ikke grænseoverskridende assistancer, men nu skal det vurderes, om der er brug for regulering.

THW blev tilkaldt, da flere kvarterer i Tønder blev ramt af store oversvømmelser. Afstanden fra Tønder til THW’s nærmeste afdeling er kun 15 km., mens der er 60 km. til det statslige beredskabscenter i Haderslev. Men efterfølgende kritiserede Beredskabsstyrelsen Tønder Kommune for ikke have fulgt gældende regler og procedurer ved tilkaldelsen af THW.

Nu slår forsvarsminister Nicolai Wammen imidlertid fast, at beredskabsloven slet ikke regulerer spørgsmålet om gensidigt operativt samarbejde på beredskabsområdet på kommunalt niveau hen over landegrænserne.

”Jeg vil på den baggrund igangsætte et bredt funderet arbejde med henblik på at vurdere, hvorvidt der er behov for en regulering. Relevante beredskabsaktører og øvrige interessenter, herunder blandt andet Rigspolitiet, Beredskabsstyrelsen, KL og sundhedsmyndighederne, vil blive inddraget i arbejdet”, fortæller ministeren.

Samtidig oplyser Nicolai Wammen, at arbejdet forventes at kunne afsluttes i 1. kvartal 2015.

Annonce