Minister: Evalueringer af store indsatser har været bureaukratiske og langvarige

Nicolai Wammen

Samtidig med, at Rigsrevisionen kritiserer, at myndighederne ikke systematisk har evalueret håndteringen af større ulykker og katastrofer, vil regeringen nedlægge det særlige evalueringsinstitut, som blev etableret i 2009. Ifølge forsvarsminister Nicolai Wammen har erfaringerne vist, at evalueringerne har været unødigt bureaukratiske og langvarige.

Institut for Beredskabsevaluering blev oprettet ved en ændring af beredskabsloven, der trådte i kraft i 2009. Instituttets organisering og procedurer blev fastlagt for at tilgodese et hensyn til den formelle uafhængighed af evalueringerne. Men nu vil Forsvarsministeriet nedlægge instituttet, der ifølge forsvarsminister Nicolai Wammen ikke har været en succes.

”Erfaringerne har imidlertid vist, at både organiseringen og procedurerne har været medvirkende til at gøre evalueringerne unødigt bureaukratiske og langvarige. Dette indebærer blandt andet, at aktørerne ikke fuldt ud har opnået den ønskede læring af evalueringerne – hvilken der blev lagt udførligt vægt på i bemærkningerne til lovforslaget fra 2008”, konstaterer forsvarsministeren.

”En afvikling af Institut for Beredskabsevaluering ændrer ikke på formålet med og ambitionerne for fremtidige evalueringer, men afviklingen af instituttet vil indebære en forenkling af organiseringen og procedurerne ved evalueringer, så disse kan gennemføres mere effektivt”, siger Nicolai Wammen.

Nedlæggelsen sker, selv om Rigsrevisionen netop har kritiseret myndighederne for, at de ikke i tilstrækkelig grad evaluerer håndteringen af større ulykker og katastrofer. Fremover skal evalueringerne imidlertid ikke forankres i et særligt institut, men ske hos myndighederne, mener Forsvarsministeriet.

”Initiativet til at iværksætte evalueringer vil fortsat kunne komme fra Beredskabsstyrelsen, fra Forsvarsministeriet eller fra de myndigheder, som har været involveret i en given indsats. Fremtidige evalueringer skal foretages under tæt inddragelse af relevante aktører, herunder Rigspolitiet. Afhængigt af hændelsens eller indsatsens karakter vil relevante eksterne danske eller internationale fageksperter kunne inddrages i evalueringen. Dette vil samlet set sikre adgang til faglig viden. Uvildigheden vil således blive sikret gennem fokus på redelighed og objektivitet, ligesom evalueringerne vil blive gennemført på et fagligt og metodisk velfunderet grundlag. Der vil blive lagt større vægt på åbenhed og involvering af de beredskabsansvarlige myndigheder for at sikre et bedre grundlag for læring, end tilfældet er i dag”, oplyser forsvarsministeren, der mener, at det vil sikre en fleksibel iværksættelse, tilrettelæggelse og gennemførelse af tværgående beredskabsfaglige evalueringer.

Annonce