Minister: Angreb med fyrværkeri mod brandfolk er fuldstændig uacceptabelt

Arkivfoto: Emil Stahl Pedersen

Angreb med fyrværkeri og andre former for voldelig og chikanøs adfærd mod brandfolk og ansatte i politiet er selvsagt fuldstændig uacceptabelt. Sådan lyder det fra justitsminister Søren Pind, som slår fast, at brandfolk skal kunne gå trygt på arbejde uden at blive forulempet eller truet, blot fordi de passer deres job. Ifølge ministeren er der nye initiativer på vej.

Udtalelsen fra justitsministeren kommer efter en række episoder omkring nytår, hvor brand- og politifolk i blandt andet Roskilde og Slagelse blev angrebet under udførelsen af deres arbejde.

Mens angrebet i Slagelses nordby var rettet mod politifolk, som dog ikke var i fare under episoden, var angrebet i Roskilde rettet mod brandfolk. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en redegørelse, hvor forløbet beskrives:

”Vagtcentralen ved Midt- og Vestsjællands Politi modtog den 31. december 2015 kl. 22.50 (nytårsaften) en anmeldelse om, at brandvæsenet blev beskudt af fyrværkeri i Rønnebær-parken i Roskilde. Brandvæsenet var til stede i området for at slukke en mindre brand udenfor bebyggelsen. Der blev på den baggrund sendt et antal politipatruljer til området. Ved ankomsten observerede politiet en gruppe unge mennesker, som løb fra stedet. Det var imidlertid ikke muligt at komme i kontakt med personerne, hvorfor brandvæsen og politi forlod stedet efter afslutning af opgaverne”, skriver politiet.

Midt- og Vestsjællands Politi har endvidere oplyst, at politiet senere samme aften foretog tilbageholdelse af to unge personer på 14 år i anledning af flere anmeldelser om, at der blev skudt med fyrværkeri efter biler, altaner, folk med børn mv. i området omkring Rønnebærparken. Politiet har imidlertid ikke nogen oplysninger om, hvorvidt de pågældende også var involveret i den tidligere episode.

Brandkadetter har reduceret uro og hærværk

I forhold til den generelle indsats i området omkring Rønnebærparken fortæller Midt- og Vestsjællands Politi, at politikredsen har fokus på boligområdet, idet kriminalitetsniveauet her er noget højere set i forhold til sammenlignelige boligområder i politikredsen. Midt- og Vestsjællands Politis opfattelse er, at der tidligere har været en del mere uro og hærværk i området, end tilfældet er i dag.

Som forklaring på denne udvikling peger Midt- og Vestsjællands Politi på en række initiativer og projekter i området, herunder et tæt samarbejde mellem Boligselskabet Sjælland, SSP og politi, samt ”Projekt Brandkadetter”. Sidstnævnte er et samarbejde mellem Roskilde Kommune og beredskabsstationen i Roskilde med tilbud til unge om forløb med førstehjælp, brandbekæmpelse, personlig udvikling og teambuilding med det formål at styrke de unges identitet og trivsel.

Minister: En række initiativer på vej

På baggrund af redegørelsen fra politiet understreger justitsminister Søren Pind (V), at respekten for personer, der udfører et offentligt hverv, skal styrkes.

”Angreb med fyrværkeri og andre former for voldelig og chikanøs adfærd mod brandmænd og ansatte i politiet er selvsagt fuldstændig uacceptabelt. Offentlig ansatte skal kunne gå trygt på arbejde uden at blive forulempet eller truet, blot fordi de passer deres job. Det ligger mig meget på sinde som justitsminister at sikre respekten for offentligt ansatte og det offentlige rum. Det er vigtigt, at vi som samfund tager skarpt afstand fra alle former for chikane og trusler mod offentligt ansatte og forstyrrelser af det offentlige rum”, siger justitsministeren – og tilføjer:

”Jeg arbejder derfor på en række initiativer, der har til formål at styrke respekten for personer, der udfører et offentligt hverv, og for det offentlige rum. Jeg forventer, at disse initiativer vil blive lanceret inden længe”.

Annonce