Minister: Adfærd i Beredskabsstyrelsen er uacceptabel

Resultatet af en undersøgelse af værnepligtsuddannelsen, trivsel og krænkende adfærd på Beredskabsstyrelsens område er uacceptabelt. Tallene viser tydeligt, at Beredskabsstyrelsen har udfordringer med krænkende adfærd, herunder særligt med omgangstonen blandt de værnepligtige. Sådan lyder det fra beredskabsminister Torsten Schack Pedersen.

Beredskabsstyrelsen har gennemført en undersøgelse af værnepligtsuddannelsen, trivsel og krænkende adfærd i perioden fra den 8. november 2023 til den 15. december 2023. Resultaterne omfatter værnepligtige indkaldt i den pågældende periode.

Undersøgelsen viser, at næsten tre ud af fire kvindelige værnepligtige i Beredskabsstyrelsen har oplevet mindst én hændelse med uønsket seksuel opmærksomhed og chikane i løbet af deres værnepligt. Det samme gælder for godt én ud af tre mandlige værnepligtige. Godt 12 pct. af de værnepligtige angiver, at de har oplevet mindst én hændelse inden for områderne diskrimination, mobning, trusler om vold og/eller vold.

Folketingsmedlem Mike Villa Fonseca har bedt beredskabsminister Torsten Schack Pedersen om at forholde sig til undersøgelsen. Og ministeren slår fast, at resultaterne af undersøgelsen er alvorlige:

”Resultatet af undersøgelsen af værnepligtsuddannelsen, trivsel og krænkende adfærd 2023 på Beredskabsstyrelsens område er uacceptabelt. Tallene viser tydeligt, at Beredskabsstyrelsen har udfordringer med krænkende adfærd, herunder særligt med omgangstonen blandt de værnepligtige”, lyder det fra ministeren – som fortsætter:

”Det er åbenlyst problemer, der skal håndteres, og det er naturligvis min forventning, at Beredskabsstyrelsen tager hånd om udfordringerne og iværksætter de nødvendige tiltag. Jeg har fuld tillid til, at Beredskabsstyrelsen tager resultatet af undersøgelsen meget alvorligt.”

Annonce