Midt- og Sydsjællands Brand & Redning har fået en ekstra brandstation

I øjeblikket har Midt- og Sydsjællands Brand & Redning udvidet brandberedskabet med en midlertidig brandstation på øen Lindholm, hvor der er en døgnbemanding på en holdleder og syv brandfolk. Lindholm er en lille ø i Stege Bugt, der har færgedrift fra Kalvehave Havn. Øen er forsøgsstation for DTU, og i forbindelse med deres fraflytning er der opstået en særlig brandrisiko.

Lindholm har i mange år været anvendt som forsøgsstation for DTU med flere forskellige laboratorier og administrative bygninger. DTU forskede blandt andet i smitsomme husdyrssygedomme.

Nu er DTU imidlertid ved at flytte fra øen. I forbindelse med fraflytningen fra øen skal alt biologisk materiale fjernes, herunder virus og bakterier fra forskningen. Det gøres ved at opvarme bygningerne til 70 grader over en periode. Og det er her, at Midt- og Sydsjællands Brand & Redning kommer ind i billedet.

“Vi blev kontaktet af DTU og deres entreprenør. De ønskede vores assistance i forbindelse med opvarmningen af bygningerne. Der er en øget brandrisiko, når man laver en kæmpe bygning om til en sauna”, fortæller beredskabsinspektør Michael Lohse, som har været med til at planlægge det midlertidige beredskab på Lindholm.

“Der opstod brand på øen i sommeren 2020, og det vil vi gerne undgå en gentagelse af. Derfor er der opsat ekstra brandalarmer i hele bygningen og vores brandmænd kan hurtigt gribe ind hvis der opstår en brand”, fortæller Michael Lohse.

En periode med opvarmning tager 1-2 uger, og i den tid har Midt- og Sydsjællands Brand & Redning en aftale med DTU om et ekstra beredskab. Det er 2. periode med opvarmning hvor beredskabet hjælpe med sikkerheden.

“Vi støtter DTU og entreprenørens arbejde med brandfolk og brandslukningsudstyr på øen. Dette svækker ikke det normale beredskab i vores kommuner. Brandfolkene dækker ø-beredskabet med ekstravagter”, siger Michael Lohse, der tilføjer, at alt går som planlagt, og der er tilfredshed med beredskabets assistance.

Annonce