Medie: Kriseramt Falck-koncern må låne penge hos ejerne

Google Maps

Kombinationen af krise i olieindustrien og opkøb af urentable virksomheder har ført til en krise i Falck, der har været nødt til at låne 600 mio. kr. hos koncernens ejere. Det fortæller mediet InsideBusiness, som har gransket regnskaber fra Falck og Falcks ejere. Og de tyder på, at en række af de mange virksomheder, som Falck har købt i udlandet, har problemer med at tjene penge, og det forværrer krisen.

Falck er primært ejet af Lundbeck-fonden og LEGO-familiens investeringsselskab KIRKBI, men på det seneste har ejerskabet af Falck ikke været nogen god forretning for de to milliardvirksomheder. Ifølge InsideBusiness har Lundbeck-fonden, der ejer 58 procent af aktierne i Falck, i det seneste regnskab nedskrevet værdien af Falck-aktierne med 1,5 mia. kr. Samtidig har Falck fået et lån hos ejerne på 600 mio. kr. Lånet har været nødvendigt for at Falck kunne overholde betingelserne på koncernens banklån.

Det har tidligere været fremme, at 2015 blev det dårligste år i Falcks 110-årige historie. Selv om koncernens omsætning steg kraftigt til 15 mia. kr., så endte bundlinjen nemlig på et underskud på 523 mio. kr. Årsagen var især krisen i olieindustrien, som har ramt forretningsområdet Falck Safety Services, der uddanner og træner blandt andre offshore-medarbejdere i hele verden inden for sikkerhed. Her måtte Falck nedskrive værdien af forretningsområdet med 750 mio. kr.

Ifølge Inside Business er Falck imidlertid også ramt af, at en lang række af de selskaber, som koncernen de seneste år har opkøbt eller etableret rundt omkring i verden, faktisk ikke tjener penge, men opkøbene har været med til at øge Falcks gæld.

Annonce