For få år siden var der 18 brandfolk i Rinkenæs Frivillige Brandværn. I dag er der kun 10 tilbage – og det er for lidt til at sikre korrekt bemandede udrykninger. Derfor risikerer brandværnet at måtte lukke, når der ved årsskiftet skal indgås en ny slukningsaftale med Sønderborg Kommune. Nu vil brandværnet atter forsøge at få rekrutteret nye brandfolk.
Rinkenæs Frivillige Brandværn har ellers gjort en stor indsats for at få nye frivillige brandfolk til erstatning for de erfarne brandfolk, som løbende forlader brandværnet på grund af alder. Man har både arrangeret besøg hos unge i byen og sendt et brev til alle husstande med opfordring til at blive brandmand – det har blot ikke givet resultater. Det skriver Jydske Vestkysten.
De nuværende 10 brandfolk er for lidt til, at brandværnet kan sikre stabile udrykninger.
”Vi skulle gerne have fundet nogle stykker, inden året er omme. Vi skal have en ny slukningsaftale 1. januar 2018, og hvis vi ikke får flere brandmænd, tror jeg ikke, vi får lov til at fortsætte. Vi er helt dernede, hvor Brand & Redning stiller spørgsmål ved, om vi har mulighed for at rykke ud, når det brænder eller sker andre ulykker. Vi skal faktisk mindst have 11, men vi vil gerne være 15. Det gør os lidt mere robuste i forhold til folk, der gerne vil på ferie og den slags. Vi har nu lovet Brand & Redning, at vi igen gør en indsats”, siger brandkaptajn Kim Hansen.
Rinkenæs Frivillige Brandværn kunne for to år siden fejre 125 års-jubilæum.