Lolland-Falster: Falck er formentlig eneste aktør på brandslukningsmarkedet

Google Streetview
Falck-stationen i Maribo.

Lolland-Falster Brandvæsens nuværende kontrakt med Falck udløber ved årsskiftet, og brandvæsenet vurderer, at Falck er den eneste aktør på markedet, der vil kunne løfte en ny kontrakt. Brandvæsenet opfordrer dog andre aktører til at tilkendegive, om de er interesseret i at deltage i et udbud af en kontrakt, der har en værdi på op til 222 mio. kr. Ellers vil brandvæsenet forhandle med Falck uden et udbud.

I dag er det Falck, som varetager brandslukningen i Lolland-Falster Brandvæsens dækningsområde. Den nuværende kontrakt udløber imidlertid ved årsskiftet.

Lolland-Falster Brandvæsen ønsker derfor at indgå en ny, fire-årig kontrakt med optioner på forlængelse i tre perioder af to år. Kontrakten vil omfatte varetagelse af det akutte operative beredskab inkl. vagtcentralydelser i hele Lolland-Falster Brandvæsens dækningsområde, som er Lolland Kommune og Guldborgsund Kommune. Beredskabet omfatter brandstationer i Gedser, Nykøbing F, Stubbekøbing, Nørre Alslev, Sakskøbing, Nysted, Rødby, Maribo og Nakskov.

Hvis kontrakten får den maksimale varighed på 10 år, vil den have en værdi på op til 222 mio. kr.

Efterlyser andre interesserede leverandører

Lolland-Falster Brandvæsen vurderer ud fra deres markedskendskab, at den eneste aktør på markedet, der vil kunne løfte kontrakten med ikrafttræden den 1. januar 2020, er Falck. Brandvæsenet opfordrer dog andre potentielle leverandører til at tilkendegive, om de er interesserede i kontrakten.

Såfremt mere end én egnet leverandør tilkendegiver interesse i kontrakten og prækvalificeres, vil Lolland-Falster Brandvæsen udarbejdet et udbudsmateriale. Derefter vil der blive gennemført en eller flere forhandlingsrunder med henblik på tildeling af kontrakten. Hvis kun én egnet leverandør tilkendegiver interesse, vil Lolland-Falster Brandvæsen formentlig forhandle direkte med leverandøren.

Det er frist for tilkendegivelse af interesse den 15. august 2019.

Annonce