LFDB: Oplæg mangler substans

Regeringens oplæg til en ny beredskabsaftale mangler substans og fokuserer i alt for høj grad på scenarier, som ikke – eller kun i meget begrænset omfang – vil finde sted. Det mener Landsklubben af Deltidsansatte Brandfolk (LFDB), som betegner det som helt forfejlet, når regeringen vil styrke det statslige beredskabs evne til at håndtere terrorangreb. LFDB henviser til, at erfaringerne viser, at det er beredskaberne i kommunerne, der redder liv og værdier – og derfor er det dette beredskab, som skal styrkes med flere midler, således at niveauet kan forbedres yderligere.

Lige som de andre organisationer på beredskabsområdet kritiserer LFDB regeringens planer om at nedlægge de kommunale støttepunktsberedskaber. “Vi stiller os undrende overfor at forudsætningen for etableringen af de kommunale støttepunkter pludselig er ændret. Vi er ikke enige i dette synspunkt, men noterer os med tilfredshed at de beredskaber, hvor der for nuværende er placeret støttepunkter skal fungere på tværs af kommunegrænserne. Vi går ud fra, at det også fremover skal være omkostningsfrit for rekvirenterne at benytte støttepunkterne”, skriver LFDB”s formand, Karsten Andersen, i en kommentar til regeringens udspil.

“Med hensyn til de foreslåede ændringer i skolestrukturen er vi ikke enig i at implementere forsvarets skoler og centre i uddannelsen af beredskabspersonel. Det er vores opfattelse, at den nuværende struktur er dækkende. Endvidere mener vi ikke, at det er hensigtsmæssigt at ændre på placeringen af uddannelserne, som stort set alle brugere så sent som i 2002 har udtrykt stor tilfredshed med. Forslaget om at Beredskabsstyrelsen i perioden flyttes til Bernstorff Slot finder Landsklubben ikke hensigtsmæssigt. Vi ser hellere at det overvejes at integrere styrelsen i Forsvarsministeriet. Herved opnås den mest centrale placering der kan tænkes”, skriver Karsten Andersen.

LFDB udtrykker også undren over, at regeringen vil udvide indsatslederuddannelsen, samtidig med at indsatslederfunktionen i øjeblikket beskæres kraftigt i kommunerne. I stedet ønsker foreningen, at der fokuseres på øget uddannelse af holdlederne samt en obligatorisk efteruddannelse af indsatsledere og holdledere.

Når det gælder inddragelsen af Hjemmeværnet i løsning af beredskabs opgaver, så er LFDB på linie med både Beredskabsforbundet og FKB. “Den foreslåede nyttiggørelse af det samlede antal frivillige i totalforsvaret er vi ikke enig i. Vi mener ikke, at Hjemmeværnet skal integreres i, eller i det hele taget skal påtænkes at udføre opgaver, som der i forvejen er mere end tilstrækkeligt mandskab til”, skriver LFDB.

Annonce