Sagen om den fyrede beredskabschef i Lejre Kommune er nu lukket. Det har et enigt økonomiudvalg i kommunen besluttet. Der var ellers rejst kritik af, at politikerne ikke var blevet informeret om, at Lejre Kommune måtte tilbagebetale penge til Beredskabsstyrelsen på grund af beredskabschefens dispositioner.
Det var byrådsmedlem Flemming Damgaard Larsen, som havde stillet en række spørgsmål til borgmester Mette Touborg (SF), efter at det var kommet frem, at Lejre Kommune havde tilbagebetalt godt 94.000 kr. til Beredskabsstyrelsen. Tilbagebetalingen skete, fordi beredskabschefens to sønner havde deltaget i kurser hos Beredskabsstyrelsen uden at have været ansat i Lejre Brandvæsen. Dermed var der ikke grundlag for, at kurserne kunne gennemføres til den særligt fordelagtige pris, som gælder for medarbejdere i de kommunale beredskaber.
I denne uge besluttede et enigt økonomiudvalg i Lejre Kommune imidlertid at tage administrationens svar på Flemming Damgaard Larsens spørgsmål til efterretning, ligesom økonomiudvalget fulgte administrationens indstillingerne til punkt og prikke. Det er borgmester Mette Touborg godt tilfreds med:
”Økonomiudvalgets behandling af sagen viser, at kommunens håndtering af sagen har været korrekt. Udvalget ville gerne tidligere have været informeret om Beredskabsstyrelsens krav om tilbagebetaling af statsstøtten, og det har kommunaldirektøren og jeg naturligvis noteret os. Jeg er glad for, at det er et enigt økonomiudvalg, som traf beslutningerne, og at vi hermed kan lukke sagen”, siger borgmesteren.