Lejre Brandvæsen har stort efterslæb på udskiftning af køretøjer

I 2014 blev Lejre Kommune en del af Vestsjællands Brandvæsen, men i de følgende seks år blev der ikke udskiftet et eneste køretøj. Heller ikke siden kommunens udtræden af det fælleskommunale brandvæsen er der blevet udskiftet slukningskøretøjer, så nu har brandvæsenet et stort efterslæb. Det skal kommunen nu forholde sig til i 2023-budgettet.

En presset økonomi i Vestsjællands Brandvæsen gjorde, at der ikke var plads til udskiftning af køretøjer på de to brandstationer i Lejre Kommune, og det budget, som Lejre Brandvæsen fik ved kommunens udtræden af Vestsjællands Brandvæsen ultimo 2020, giver heller ikke mulighed for at udskifte køretøjer i det omfang, som er nødvendigt.

Konsulentfirmas beregning ramte forkert

Det konsulentfirma, som beregnede Lejre Kommunes udgifter til at drive eget beredskab, inden beslutningen om udtræden blev truffet, nåede frem til, at der skulle afsættes 695.000 kr. om året til at betale leasingudgifter til brandvæsenets materiel. Men beregninger fra Lejre Brandvæsen viser, at man – afhængigt af den budgetterede levetid på køretøjerne – vil mangle mellem 157.000 kr. og 230.000 kr. på budgettet næste år. Det stiger til mellem 420.000 kr. og 887.000 kr. i 2030.

Den store difference skyldes, at der er behov for at købe materiel på 5,6 mio. kr. i 2023, hvis udskiftningsefterslæbet skal indhentes. Følges brandvæsenets udskiftningsplan, skal der også ske store investeringer i de kommende år – størst i 2028 og 2031 med køb for henholdsvis 6,5 mio. kr. og 4,9 mio. kr.

Det bliver nu op til byrådspolitikerne at tage stilling til, om der i 2023-budgettet skal afsættes ekstra penge til Lejre Brandvæsen. I den forbindelse skal der også tages stilling til, om der i givet fald skal ske kontant køb af køretøjerne eller anvendes leasing baseret på en levetid på enten 15 eller 18 år for slukningskøretøjerne.

Annonce