Lejre Brandvæsen: Budgettet er ikke forsvarligt

Da Lejre Kommune sidste år forlod Vestsjællands Brandvæsen, skete det på grundlag af et budget for det nye Lejre Brandvæsen, som var udarbejdet af et revisionsfirma. Men budgettet holder ikke, og Lejre Brandvæsen vurderer, at det ikke indenfor budgettets rammer er muligt at drive brandvæsenet forsvarligt og i overensstemmelse med den risikobaserede dimensionering og gældende lovgivning.

Lejre Brandvæsen blev genetableret pr. 1. januar 2021, hvor Lejre Kommune udtrådte af det fælleskommunale Vestsjællands Brandvæsen. Beslutningen blev truffet på baggrund af en rapport, som revisionsfirmaet A2 udarbejdede, og hvor der også indgik et budget for driften af det kommende brandvæsen.

Nu viser det sig imidlertid, at budgettet ikke holder.

Strukturel ubalance

I år har det allerede været nødvendigt at give Lejre Brandvæsen en tillægsbevilling på 600.000 kr., og alligevel er der udsigt til et merforbrug på 200.000 kr. Og næste år ventes et merforbrug på næsten 900.000 kr.

Ifølge den kommunale administration er det især de variable lønudgifter, som er underbudgetterede. Det drejer sig om honorarer og løn under udkald, uddannelse, kurser, indsatsledelse, personalemøder, eftersyn, indtægtsdækket virksomhed mv. En del af den indtægtsdækkede virksomhed ser desuden ud til at være tabsgivende for Lejre Brandvæsen. Administrationen konkluderer, at budgettet for Lejre Brandvæsen er i strukturel ubalance.

”Det vil ikke være muligt inden for det vedtagne budget at drive Lejre Brandvæsen forsvarligt og i overensstemmelse med den risikobaserede dimensionering og gældende lovgivning”, lyder vurderingen endvidere.

Forventningen er, at det bliver op til byrådspolitikerne at tage stilling til, om Lejre Brandvæsen skal have opjusteret budgettet. Det ventes at ske i begyndelsen af 2023.

Annonce