Lars Karlsen bliver ny beredskabsdirektør for Vestsjællands Brandvæsen

Lars Karlsen

Vestsjællands Brandvæsen får tirsdag en ny beredskabsdirektør. Beredskabskommissionen har således i dag besluttet, at den fungerende direktør for beredskabet, Lars Karlsen, skal være ny topchef. Som fungerende direktør har Lars Karlsen allerede lavet en reorganisering og udarbejdet en fælles retning med et nyt værdisæt, en ny vision og en ny mission.

Formanden for beredskabskommissionen, Christina Krzyrosiak Hansen, glæder sig over, at der nu er udpeget en ny beredskabsdirektør:

”Det glæder mig, at vi nu har fået fastansat en ny beredskabsdirektør for Vestsjællands Brandvæsen. Lars Karlsen er ny som direktør, men en utroligt erfaren herre inden for beredskabet. Han ved selv, hvordan det er, når alarmen lyder, og man skal træde til for at gøre en forskel for andre. Derfor er jeg sikker på, at han bliver en god leder for ansatte og frivillige i brandvæsenet”, siger Christina Krzyrosiak Hansen, der udover at være formand for beredskabskommissionen er borgmester i Holbæk Kommune.

Ser frem til succeshistorier

Lars Karlsen har mange års erfaring i beredskabet, og han har fungeret som beredskabsdirektør i Vestsjællands Brandvæsen efter at den hidtidige beredskabsdirektør, Helle Søeberg, blev fyret. Lars Karlsen har i sin tid som konstitueret beredskabsdirektør lavet en reorganisering og udarbejdet en fælles retning med et nyt værdisæt, en ny vision og en ny mission. Den nye fælles retning beskrives som beredskabets ledestjerne og den fremtid, virksomheden ser for sig.

”Jeg ser frem til mange succeshistorier med mine medarbejdere og frivillige. Mit mål er, at Vestsjællands Brandvæsen skal være et borgernært beredskab, hvor det forebyggende arbejde og den beredskabsmæssige indsats skaber størst mulig tryghed og sikkerhed for borgere, virksomheder og kommuner i lokalområderne”, fortæller Lars Karlsen.

Vestsjællands Brandvæsen har været igennem en turbulent tid. Men Lars Karlsen fortæller, at han er både stolt og glad over at have fået jobbet som beredskabsdirektør. Han mener, at Vestsjællands Brandvæsen har potentiale til at opnå succes.

”Jeg ser frem til at bidrage til videreudvikling af Vestsjællands Brandvæsen i tæt samarbejde med den nye ledelse, medarbejdere, frivillige, kommunerne, beredskabskommissionen og øvrige interessenter”, siger Lars Karlsen.

Annonce