Efter stor interesse i de første uger er indsamlingen af nye underskrifter næsten gået i stå. Det handler om borgerforslaget om, at brandfolk skal kunne blive screenet for kræft hvert halve år, og at brandfolk skal kunne få erstatning for erhvervsbetinget cancer. Der er indsamlet omkring 6.300 underskrifter, men kravet er 50.000 underskrifter, hvis forslaget skal tages op i Folketinget.
Borgerforslaget blev fremsat i juli af Christina Veje Damgaard fra Kolding. Hun er selv datter af Richard Damgaard Jensen, som var beredskabsinspektør i Roskilde Brandvæsen og døde i november 2020 af kræft efter 40 år som brandmand. Forslaget går ud på, at brandfolk skal kunne blive screenet for kræft hvert halve år, og at brandfolk skal kunne få erstatning for erhvervsbetinget cancer, da de har en markant højere risiko for at få kræft på grund af deres arbejde.
Ordningen med borgerforslag indebærer, at alle borgere med stemmeret til Folketinget kan fremsætte et borgerforslag, hvis de på forhånd har fået støtte fra mindst tre andre medstillere. Alle andre med stemmeret kan derefter vælge at støtte forslaget, og hvis 50.000 støtter forslaget, kan det blive fremsat som beslutningsforslag i Folketinget. Her vil politikerne behandle forslaget og i langt de fleste tilfælde stemme om dets vedtagelse.
Indtil videre er det dog kun omkring 6.300 borgere, der har støtter forslaget. Dermed er der lang vej til de krævede 50.000 støtter, som skal være opnået indenfor 180 dage fra fremsættelsen, altså inden 22. januar 2023.
Borgerforslag kan ses her, hvor der også er mulighed for at tilkendegive støtte til forslaget.