Landsdækkende statistik: Kraftigt fald i antallet af brandmeldinger nytårsaften

Antallet af 112-meldinger om brand i løbet af nytårsdøgnet faldt med cirka 32 procent i forhold til sidste år. Det fremgår af en ny og landsdækkende opgørelse fra Beredskabsstyrelsen. I alt modtog brandvæsenerne 325 meldinger om brand i løbet af nytårsdøgnet. Det er 125 færre end året før.

Opgørelsen er en sammentælling af de 112-meldinger om brand, som i løbet af nytårsdøgnet er indgået til Københavns Brandvæsens alarmcentral og politiets to alarmcentraler. Nytårsdøgnet strækker sig fra klokken 12.00 nytårsaftensdag til klokken 12.00 den 1. januar.

Beredskabsstyrelsens tal viser, at der ligesom de foregående år har været en del container- og affaldsbrande. Her så man sidste år en stor stigning i forhold til året før, men i år er tallet faldet markant. Faldet i antallet af meldinger om brand er således primært sket som følge af færre container- og affaldsbrande. I alt er 174 af meldingerne dette nytår registreret som container- og affaldsbrande mod 279 året før. Det svarer til et fald på 37,6 procent.

Der har ligeledes været et fald i antallet af meldinger om brande i transportmidler. Her er der sket et fald fra 58 i nytårsdøgnet 2011/2012 til 34 dette nytår. Antallet af meldinger om bygningsbrande er faldet med 13 meldinger.

Beredskabsstyrelsens centre assisterede i alt 11 gange de kommunale brandvæsener og politiet med brandslukning og beredskab i øvrigt i forbindelse med nytåret. Assistancer var koncentreret i hovedstadsområdet, hvor Beredskabsstyrelsen Hedehusene stod for i alt ni assistancer.

Annonce