
Hvis der kan opnås enighed om prisen, så skal Falck fortsat stå for driften af brandstationerne i Stege og Præstø, når den nuværende kontrakt udløber ved udgangen af 2026. Det sker efter at Vordingborg Kommune har besluttet, at man ikke vil gå efter en hjemtagning af opgaven. De kommende forhandlinger med Falck vil ske uden et forudgående udbud, da der ikke vurderes at være andre mulige tilbudsgivere.
Den nuværende kontrakt mellem Midt- og Sydsjællands Brand & Redning om driften af brandstationerne i Stege og Præstø udløber den 31. december 2026.
I Vordingborg Kommune – hvor de to brandstationer er beliggende – har der været overvejelser om, hvorvidt Midt- og Sydsjællands Brand & Redning skulle hjemtage driften af de to stationer. Nu har kommunen imidlertid besluttet, at der i stedet skal indledes forhandlinger med Falck.
Forhandlingerne vil ske med henblik på en direkte tildeling af kontrakten. Det skyldes, at der ikke vurderes at være andre aktører, der kan eller vil byde på opgaven. Der forventes et forhandlingsresultat i 2. kvartal 2025.
Hvis Midt- og Sydsjællands Brand & Redning og Falck ikke kan blive enige om prisen, vil beredskabet og Vordingborg Kommune i fællesskab overveje, hvad der så skal ske.