Den statslige kystredningstjeneste, der står for søredning i de danske farvande, bliver fra januar 2012 en del af Søværnets Operative Kommando (SOK), som i forvejen står for driften af redningshelikopterne.
Da Danmark i oktober fik ny regering, blev det besluttet at nedlægge Farvandsvæsnet, der hidtil havde stået for kystredningstjenesten.
Nu er det så blevet besluttet, at kystredningstjenesten sammen med kystudkigstjenesten og Vessel Traffic Service Øresund bliver en del af Søværnets Operative Kommando (SOK) fra januar 2012.
Farvandsvæsenets medarbejdere følger med til søværnet. Der overføres i alt 124 hele årsværk til SOK, men det faktiske antal medarbejdere er væsentligt større, fordi mange medarbejdere er ansat på deltid.
”Vi glæder os til at byde Farvandsvæsenets dygtige og engagerede medarbejdere velkommen i søværnet. Medarbejderne løser vigtige opgaver, og vi vil gøre, hvad vi kan for at bevare det høje serviceniveau, som medarbejderne hidtil har ydet. Desuden vil vi gøre vores til, at medarbejderne i mindst muligt omfang bliver berørt af, at deres opgaver fremadrettet varetages af SOK”, siger chefen for Søværnets Operative Kommando, kontreadmiral Finn Hansen.
Omlægningen får ikke betydning for de 21 kystredningsstationer, der videreføres uændret.