I slutningen af november offentliggjorde Kommunernes Landsforening en opgørelse, der viste, at 42 kommuner manglede at få vedtaget de beredskabsplaner, som kommunalbestyrelserne skal have vedtaget inden årsskiftet. Men ifølge den nyeste opgørelse er kommunerne faktisk ganske tæt på at være i mål, selv om der stadig er et antal kommuner, som ikke har indsendt beredskabsplanerne til Beredskabsstyrelsen – eller har meddelt styrelsen, at de når at godkende beredskabsplanerne inden nytår.
Kommunernes Landsforening (KL) offentliggjorde den 28. november 2013 en administrativ meddelelse til kommunerne, hvor KL skrev, at 42 kommuner endnu ikke har vedtaget den generelle beredskabsplan, som ifølge beredskabsloven skal være vedtaget af den enkelte kommunalbestyrelse inden udgangen af 2013.
I den administrative meddelelse kædede KL de manglende beredskabsplaner sammen med arbejdet i Redningsberedskabets Strukturudvalg, der begyndte sit arbejde i oktober 2013. Ifølge KL ville det i overvejelser om det fremtidige beredskab kunne bruges mod kommunerne, at de i en tid, hvor det overvejes at flytte beredskabsopgaver til staten, ikke har leveret de lovpligtige beredskabsplaner.
En helt aktuel opgørelse fra Beredskabsstyrelsen viser dog, at de nyeste tal er langt mindre alarmerende. Onsdag havde Beredskabsstyrelsen således modtaget godkendte beredskabsplaner – eller oplysning om, at beredskabsplanerne ventes fremsendt inden årsskiftet – fra 93 af landets 98 kommuner. Aktuelt er der således kun fem kommuner, som enten ikke har indsendt en vedtaget beredskabsplanen eller har meddelt, at de forventer at kunne gøre dette inden årsskiftet.