Kun én brandmand mødte op ved prøvealarm

Da der i begyndelsen af juni i år indløb brandalarm fra Gelsted Brugs, var der kun en enkelt af de lokale brandfolk, der dukkede op for at slukke ilden. Det udløste en dumpekarakter fra Redningsrådet, som stod bag alarmen. Suså Kommune mener dog ikke, at borgerne har grund til at være utrygge. 

Dumpekarakteren “Ikke tilfredsstillende” blev straks uddelt, da Suså Brandvæsens autosprøjte fra Herlufmagle ankom inden for de tilladte 15 minutter, men viste sig kun at være bemandet af en enkelt brandmand. “Det er absolut ikke sådan vores brandkorps normalt fungerer. Men der er tale om en lang række uheldige omstændigheder”, siger  teknisk chef i Suså Kommune, Poul Nordhav, til Dagbladet.

“En enkelt var ude at cykle med sit arbejde og kunne ikke nå frem. En anden havde fejl på radioen og fik ikke alarmen. En tredie var for langt væk”, fortæller han. “Borgerne har ikke grund til at være utrygge. Det er værd at bemærke, at brandalarmen lød indenfor almindelig arbejdstid, men at det statistisk er helt oppe på 90 procent af brandene i Suså, der sker uden for normal arbejdstid, når vores brandfolk er hjemme. Men selvfølgelig skal vi være der alligevel”, siger Poul Nordhav til Dagbladet.

Annonce