Kritisk skolechef sendes på ventepenge

I næsten seks år har skolechef i Beredskabsstyrelsen Bjarne Kjems været frosset ud af sin øverste chef. Beredskabsstyrelsens direktør, Frederik Schydt, har ikke talt til ham, siden han i 2001 kritiserede styrelsen for at bruge penge på overflødigt materiel og for at skabe et mangelfuldt beredskab mod terror og ulykker. Beredskabsstyrelsens direktør har også tidligere forsøgt at både at fyre sin skolechef og nedlægge hans job – men uden held. Indtil nu.

Uddannelsen på Bernstorff Slot og dermed jobbet som skolechef bliver nemlig nedlagt med udgangen af april. Slottet lukker efter næsten 70 år som skole for det civile beredskab. Og Bjarne Kjems er indstillet til afskedigelse med tre års ventepenge, skriver Politiken.

Det er lykkedes at finde andre job til de fleste af de fastansatte medarbejdere på Bernstorff Slot, hvor der har været ansat 25-30 personer, men det har ikke været muligt at finde et andet passende arbejde til skolechefen.

Bjarne Kjems er, siden han i 2001 første gang offentligt kritiserede sin egen arbejdsplads for at misbruge offentlige skattekroner, blevet et eksempel på, at nok har offentligt ansatte ytringsfrihed, men det er ikke uden omkostninger at bruge den. I 2001 indstillede Beredskabsstyrelsens direktør ham til fyring. Det sagde den daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nej til. I 2005 forsøgte forsvarsminister Søren Gade (V) at aftvinge Kjems en loyalitetserklæring, da han havde kritiseret terrorberedskabet. Men det endte med, at ministeren fik en næse af Ombudsmanden.

Men med sidste års politiske forlig om beredskabet blev det besluttet at lukke Bernstorff Slot. Dermed slipper Beredskabsstyrelsen nu efter alt at dømme af med sin kritiker. Men de to ting har intet med hinanden at gøre, siger brigadechef Flemming Andersen. “Det ville da være noget værre noget, hvis man lavede en øvelse som denne på den baggrund”, siger han til Politiken.

Annonce