Lørdag eftermiddag mødte pårørende frem for at lægge blomster på det sted, hvor en 29-årig fodgænger natten før var blevet dræbt i et færdselsuheld. Men selv om der var gået 12 timer siden ulykken, så blev de mødt af jord og sne, der var ”sølet ind i en del blod”. Derfor kritiserer de nu den manglende oprydning. Politiet kalder det en fejl og beklager.
Den 29-årig mand blev dræbt natten til lørdag, da han blev ramt af en bil. Lørdag eftermiddag ville en gruppe pårørende lægge blomster og tænde lys på ulykkesstedet. Her var der gået 12 timer siden ulykken, men alligevel var brandvæsenet på det tidspunkt stadig i gang med at fylde omkring fire-seks gennemsigtige poser med jord og sne, som ”tydeligt var sølet ind i en del blod”.
Det skriver TV2 Østjylland.
”Der var allerede en trykket stemning, men det gjorde det ikke bedre, at der ikke var ryddet ordentligt op. Det er simpelthen ikke acceptabelt. Det skulle være gjort med det samme. Vi ville bare gerne over og lægge blomster og tænde vores lys ved siden af. Det var mærkeligt at stå der og tænke, at ens kammerat lige er gået bort, og så se hans blod og alt det der. Det gjorde en ked af det”, fortæller Kris Molbæk, der var kammerat med den afdøde, til TV2 Østjylland.
Anders Brix Christensen, der er operationschef ved Beredskab & Sikkerhed, fortæller at brandvæsenet kun bliver tilkaldt i akutfasen, hvis der er tale om, at der for eksempel er fastklemte, fare for forurening eller lignende. Derfor var Beredskab & Sikkerhed ikke på ulykkesstedet natten til lørdag. Brandvæsenet fik først en indsatslederforespørgsel om oprydning lørdag kl. 12.35.
Roser indsatslederen
En anden af dem, der var til stede på ulykkesstedet lørdag eftermiddag, ønsker ikke sit navn frem, men hun roser brandvæsenet for at komme over til de pårørende, da de stod og ventede på, at oprydningen var slut:
”Indsatslederen kom over og undskyldte og kondolerede. Det var rigtig rart, at han kom over til os, for det er sindssygt at komme ud til et sted, hvor en kammerat er blevet kørt ned, og så er der en blodpøl, hvor der ikke er ryddet op”, siger hun.
Hos Østjyllands Politi bekræfter vagtchef Martin Christensen, at det er politiets opgave at rekvirere brandvæsenet til oprydning.
”Det kan vi bare konstatere, at det har vi ikke gjort, og det skal vi selvfølgelig, så det er en fejl, og det kan vi kun beklage”, siger Martin Christensen til TV2 Østjylland.