Antallet af 112-meldinger om markbrande i august ligger dobbelt så højt som på det tilsvarende tidspunkt sidste år. Det gode vejr har nemlig for alvor sat skub i høsten i den seneste tid, og udover at betyde optimale betingelser for at få fyldt laderne, betyder det også flere brande. Det kan ses på statistikken over meldinger om markbrande til 112: I år er der indtil videre modtaget 98 opkald til 112 om markbrande. Det reelle antal brande er erfaringsmæssigt noget højere.
Mens august 2013 altså indtil videre har budt på 98 meldinger om markbrande, så blev der sidste år ringet 112 i knap 40 tilfælde. I 2011 lå tallet på det tilsvarende tidspunkt på 20, viser tal fra Beredskabsstyrelsen.
Antallet af reelle markbrande i høstperioden ligger erfaringsmæssigt højere, da nogle af brandene blot registreres som ”mindre naturbrande” ved 112-opkaldene. Opgørelsen over antallet af reelle markbrande foreligger først, når brandvæsenerne har registreret deres udrykninger i Beredskabsstyrelsens indberetningssystem.
For at undgå brande i forbindelse med høsten er der vedtaget en række afstands- og volumenkrav for oplag af halm. Beredskabsstyrelsen har udarbejdet en vejledning med illustrationer og beskrivelser af reglerne.
En del brande antændes af gnister eller varme fra høstmaskinerne, der står tæt på halm eller andet brændbart materiale. ”Kornet skal i hus. Men risikoen for brand kan minimeres ved at følge reglerne om afstandskrav og i øvrigt sin sunde fornuft. Landmændene skal især være varsom med at stille varme maskiner ved et tørt halmoplag”, siger Pil Storm Giersing fra Beredskabsstyrelsens Center for Forebyggelse.