Kommunerne foretog under ét 97,1 procent af de lovpligtige brandsyn i 2011, viser nye tal fra Beredskabsstyrelsen. Det er en tilbagegang i forhold til året før, hvor tæt på 100 procent af brandsynene blev gennemført. Langt de fleste kommuner har dog gennemført alle brandsyn. Nedgangen skyldes nemlig primært, at der er enkelte kommuner, som har lave gennemførelsesprocenter – en enkelt kommune udførte f.eks. ikke et eneste brandsyn i 2011.
Beredskabsstyrelsens opgørelse af kommunernes gennemførte brandsyn for 2011 viser et fald på 2,5 procentpoint til 97,1 procent i forhold til året før, hvor 99,6 procent af alle brandsyn blev foretaget.
Et brandsyn er et lovpligtigt tilsyn af brandsikkerheden i bygninger, hvor konsekvenserne af en brand kan være særligt alvorlige. Det kan f.eks. være i lokaler, hvor mange mennesker samles.
Værst ser det ud hos Fanø Kommune. Her er der 189 brandsynsobjekter, og i 2011 skulle der have været udført 67 pligtige brandsyn. Men der blev ifølge Beredskabsstyrelsen ikke gennemført et eneste brandsyn i 2011. I Hvidovre blev der kun udført 16 procent af de 268 pligtige brandsyn, mens Vordingborg fik en gennemførelsesprocent på 44. Også Glostrup og Lemvig var langt fra at få udført alle brandsyn.
Beredskabsstyrelsen har indskærpet over for kommuner med lave gennemførelsesprocenter i 2011, at samtlige brandsyn skal gennemføres. Herudover har styrelsen været i dialog med de pågældende kommuner med henblik på, at de manglende brandsyn for 2011 kan blive gennemført.