Kommunerne i Region Nordjylland får unik beredskabsmodel

Brandstationen i Aalborg. Arkivfoto

Som et af de sidste områder i landet er Nordjylland nu ved at have fundet en model for det fremtidige beredskab. Og det tegner til at blive en helt unik model, hvor det etableres ét beredskab for hele regionen, men hvor der i praksis oprettes fire forskellige operative beredskaber, såkaldte beredskabsklynger.

Med 10 kommuner som deltagere bliver det nye beredskab formentlig landets største, og beredskabet vil få en fælles beredskabschef og beredskabskommission. Desuden vil der blive etableret en vagtcentral, som skal dække hele Nordjylland.

Det unikke ved den nordjyske model er imidlertid, at der på det operative område reelt opereres med fire beredskaber. De 10 deltagende kommuner opdeles nemlig i fire såkaldte klynger, der hver får en viceberedskabschef som leder og får ansvaret for såvel det operative beredskab som myndighedsindsatsen. Modellen er blevet godkendt af KL.

Arbejder fortsat på den endelige model

Beredskabet kommer til at bestå af Klynge Midt (Aalborg Kommune), Klynge Vest (Thisted og Morsø kommuner), Klynge Syd (Mariagerfjord, Rebild og Vesthimmerland kommuner) og Klynge Nord (Frederikshavn, Læsø, Hjørring og Brønderslev kommuner). Jammerbugt Kommune har endnu ikke taget stilling til modellen.

Det giver følgende organisationsdiagram:

artikel---094-00

Der arbejdes stadig med at fastlægge den endelige fordeling af opgaver mellem det fælles beredskab, de fire klynger og de enkelte kommuner. Det forventes dog, at ansvaret for tilrettelæggelse og udførelse af myndighedsopgaverne placeres i de fire klynger.

Der er nedsat tre arbejdsgrupper, der ser nærmere på indhold og fordeling af henholdsvis myndighedsopgaver, operative opgaver og vagtcentral. Der nedsættes desuden en HR-arbejdsgruppe, der skal arbejde med de personalemæssige processer. Endelig er der nedsat en styregruppe, der samler trådene og drøfter jura og økonomi. I arbejdsgrupperne og styregruppen sidder repræsentanter for kommunerne og de nuværende beredskaber.

Forslag til en endelig model forventes at være klar i april 2015.

Annonce