Fremover vil private beredskabsaktører som f.eks. Falck samt andre private virksomheder kunne overtage store dele af de brandsyn, som de kommunale beredskaber i dag selv varetager. For at konkurrenceudsætte området vil regeringen således lade private foretage brandsyn af fredede bygninger, hoteller, plejeinstitutioner og forsamlingslokaler.
I dag giver beredskabsloven kommunerne mulighed for at overlade brandslukningsopgaver til både andre kommuner og private virksomheder. Men hidtil har det ikke været muligt for kommunerne at overlade de lovpligtige brandsynsopgaver til andre end kommunernes egne medarbejdere.
I 2014 anbefalede Redningsberedskabets Strukturudvalg, at der skete en konkurrenceudsættelse af de ukomplicerede brandsyn. Da brandsyn er en myndighedsopgave, vil det imidlertid kræve lovhjemmel, og den lovhjemmel vil regeringen nu tilvejebringe gennem en ændring af beredskabsloven.
Hvilke brandsyn, som vil kunne overlades til private, skal fastsættes i en bekendtgørelse, men forventningen er, at der b3liver tale om de såkaldt enklere brandsynsobjekter, hvilket omfatter fredede bygninger, hoteller, plejeinstitutioner og forsamlingslokaler. Derimod vil kommunerne fortsat selv skulle tage sig af opgaven i forhold til byggerier, der er godkendt efter funktionsbaserede brandkrav eller brandteknisk dimensionering med krav til driften.
Lovforslaget er i øjeblikket i høring, og det ventes fremsat for Folketinget i slutningen af marts.