Når KL sagde ja til at sammenlægge de kommunale beredskaber og finde besparelser på 175 mio. kr., så var det ifølge KL fordi staten samtidig lovede at overføre opgaver fra Beredskabsstyrelsen til de kommunale beredskaber. Den overførsel er imidlertid ikke sket, og derfor melder KL nu ud, at de i årets økonomiforhandlinger med regeringen vil kræve flere penge til beredskaberne.
Da staten og Kommunernes Landsforening (KL) i 2014 indgik økonomiaftalen for 2015, så var et af elementerne, at de kommunale beredskaber skulle lægges sammen til ca. 20 beredskabsenheder, og at der skulle findes besparelser på ca. 175 mio. kr.
Aftalen indeholdt også følgende tekst om en mulig overførsel af opgaver fra det statslige beredskab, d.v.s. Beredskabsstyrelsen:
”Samtidig er der enighed om, at de nye større kommunale enheder betyder, at kommunerne mest hensigtsmæssigt kan varetage nogle af de mere specialiserede beredskabsfunktioner, der i dag varetages af staten. Der er derfor enighed om en fremadrettet dialog om, hvordan der kan sikres en hensigtsmæssig arbejdsdeling mellem det kommunale og statslige beredskab”.
KL: En aftale er en aftale
Der er imidlertid endnu ikke blevet overført nogen opgaver fra Beredskabsstyrelsen til de kommunale beredskaber, og trods aftalens forholdsvis uforpligtende ordlyd, så mener KL, at staten er løbet fra aftalen. Det fortalte formanden for KL’s miljø- og forsyningsudvalg, Jacob Bjerregaard (S), torsdag på KL-konferencen Teknik & Miljø ’18.
”På KL-konferencen Teknik & Miljø ‘18 i Aarhus lagde han foran knap 800 deltagere ikke skjul på kommunernes skuffelse over, at regeringen er sprunget fra en tidligere økonomiaftale på beredskabsområdet. Kommunerne sammenlagde sine enheder og effektiviserede for 175 millioner kroner med løftet om at få overført nogle statslige opgaver på området. Men det løfte blev aldrig indfriet. Tværtimod tilførte staten for nylig flere midler til sit beredskab”, skriver Magasinet Danske Kommuner.
”I KL har vi den holdning, at en aftale er en aftale. Så her skylder staten – både borgere og kommunerne. Politiet og PET stiller større krav til kommunerne om øget sikkerhed og terrorsikring på gader og veje. Klimaforandringer, migrationsstrømme og cyberangreb ændrer trusselsbilledet. Derfor vil vi tage emnet op med regeringen i de næste uger, når der skal forhandles kommunal økonomi for 2019”, sagde Jacob Bjerregaard ifølge Danske Kommuner.