Kommuner skal nu selv fastsætte gebyr for forgæves brandudrykninger

Om to uger er det slut med det centralt fastsatte gebyr for brandvæsenernes udrykning til blinde alarmer. I stedet bliver det op til den enkelte kommune at fastsætte gebyret, som dog skal svare nogenlunde til brandvæsenets udgifter ved den forgæves udrykning. Det kan medføre betydelige gebyrstigninger i mange kommuner.

I dag er det Beredskabsstyrelsen, der fastsætter det gebyr, som brandvæsenerne kan opkræve ved udrykning til blinde alarmer fra de automatiske brandalarmer, der er etableret i henhold til lovgivningen. En blind alarm er en automatisk tilkaldelse af brandvæsenet, uden at der er brand eller overhængende fare for brand. Det aktuelle gebyr udgør 5.195 kr. pr. udrykning.

Fra 1. juli 2016 bliver det imidlertid op til den enkelte kommune at fastsætte gebyret. Det skyldes en netop vedtaget ændring af beredskabsloven, som indebærer, at kommunerne får frit slag til at bestemme gebyrets størrelse, blot det svarer til de faktiske omkostninger ved udrykningen. I beredskabslovens forarbejder er der dog overladt et betydeligt skøn til kommunerne, for her fremgår det, at gebyret blot ”nogenlunde” skal svare til udgifterne.

For de myndigheder og virksomheder, som har en automatisk brandalarm, vil dimensioneringen af det lokale beredskab dermed fremover kunne mærkes direkte på størrelsen af regningen ved blinde alarmer. Jo flere brandfolk, som brandvæsenet rykker ud med, jo større bliver regningen således.

Stor stigning på vej

I de nye beredskabsenheder kan den fælles beredskabskommission fastsætte gebyrets størrelse. Og i et af de første beredskaber, hvor gebyret er blevet udregnet, er der lagt op til, at der sker en betydelig stigning. Midt- og Sydsjællands Brand & Redning vil således hæve gebyret fra de nuværende 5.195 kr. til 6.482 kr.

Det dækker over, at lønudgiften til den forholdsvis store udrykning med indsatsleder, holdleder og syv brandfolk løber op i 5.320 kr. Desuden mener brandvæsenet, at de fire brandkøretøjer, som indgår i udrykningen, skal koste 2.324 kr., som man dog vil give 50 pct. rabat på, da køretøjerne ikke kommer i anvendelse, når der er tale om en blind alarm.

Annonce