Kommuner: Ny undersøgelse om brandsikkerhed på plejehjem bør stoppes

Efter den tragiske dødsbrand på Farsøhthus Plejecenter i august har Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen udsendt et omfangsrigt spørgemateriale om brandsikkerhed på plejehjem til kommunerne. Men kommunerne er stærkt utilfredse, og de opfordrer nu styrelsen til at sætte undersøgelsen i bero. Kommunerne mener, at undersøgelsen tyder på manglende kendskab til sagsområdet.

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har udsendt et hyrdebrev til kommunerne, hvor transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen opfordrer kommunerne til at sikre sig, at brandsikkerheden er i orden i de private og offentlige bygninger, hvortil kommunerne visiterer borgere, der ikke kan forventes at bringe sig selv i sikkerhed ved brand.

I hyrdebrevet varsles også en undersøgelse, som skal samle viden om bygningernes brandsikkerhed. Undersøgelsen skal foretages på baggrund af kommunernes gennemgang af brandsikkerheden i relevante bygninger.

Stor undersøgelse – med kort frist

Et omfattende spørgemateriale er derefter udsendt til kommunerne den 10. oktober 2018 med svarfrist den 19. november 2018.

Men kommunernes organisation, KL, påpeger, at de ikke forud for udsendelsen har haft mulighed for at se materialet. KL har imidlertid advaret Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen om, at den første opfordring til gennemgang af relevante bygninger er meget stor. Hertil kommer så en undersøgelse, der foregår asymmetrisk til denne, hvor alle bygninger skal indarbejdes i spørgeskemaet.

Derfor har KL nu opfordret styrelsen til at sætte undersøgelsen i bero, ”så en mere hensigtsmæssig undersøgelse evt. kan udarbejdes i samarbejde med KL og kommunale medarbejdere med kendskab til sagsområdet”, som KL udtrykker det. KL opfordrer samtidig styrelsen til, at en sådan undersøgelse får en længere tidsfrist end den, der nu er meldt ud.

Annonce