Kommune vil nu kæmpe for at bevare brandstation

Først var Favrskov Kommune enig i, at brandstationen i Hinnerup skulle nedlægges. Nu har kommunen så vendt rundt på en tallerken, og et enigt byråd vil i stedet kæmpe for at bevare brandstationen. Flere af kommunalpolitikerne mener, at de er blevet misinformeret af det fælleskommunale Beredskab & Sikkerhed.

Egentlig var udmeldingen fra det fælleskommunale Beredskab & Sikkerhed meget klar: Østjyllands Brandvæsens kommende brandstation i Lisbjerg vil blive nærmeste/hurtigste brandstation for Hinnerup-området, fordi stationen får 1-minutsberedskab. Og da det er et lovkrav, at nærmeste brandstation skal rykke ud, var det reelt ikke noget valg – brandstationen i Hinnerup skulle nedlægges, og i stedet skulle der indgås en aftale med Østjyllands Brandvæsen om dækning fra Lisbjerg.

Formanden for Beredskab & Sikkerhed, Norddjurs-borgmester Jan Petersen, satte trumf på og udtalte: ”Med en ny brandstation i Lisbjerg vil Hinnerup-området få et mindst lige så godt serviceniveau som i dag”.

Men siden har det vist sig, at sandheden er anderledes. Brandstationen i Hinnerup vil nemlig stadig være hurtigst fremme i en del af slukningsområdet. Og det fik mandag et enigt byråd i Favrskov Kommune til at trække støtten til, at den ene af de to brandstationer i kommunen skulle nedlægges.

Føler sig misinformerede

Flere kommunalpolitikere mener, at de er blevet misinformeret af Beredskab & Sikkerhed, når beredskabet fremførte, at Lisbjerg-stationens dækning af Hinnerup-området vil være mindst lige så god som fra en lokal brandstation.

Politikerne har også fokuseret på, at beredskabet ikke præsenterede andre muligheder, f.eks. at Lisbjerg-stationen kun skulle dække en del af området, og at betalingen måske kunne gå lige op med betalingen for, at Beredskab & Sikkerheds station i Hornslet også dækker en del af Østjyllands Brandvæsens område.

Nu vil Favrskov Kommune så afgive et nyt høringssvar, som skal behandles i den fælleskommunale beredskabskommission senere på ugen. Her afviser Favrskov Kommune, at brandstationen i Hinnerup skal nedlægges.

Favrskov Kommune en af fire ejerkommuner i Beredskab & Sikkerhed.

Annonce