Kommune vil lade Beredskabsstyrelsen overtage brandslukningen

Fremover bliver det måske Beredskabsstyrelsen, som skal varetage brandslukningen på Nordbornholm. Som led i en større spareplan overvejer Bornholms Regionskommune at nedlægge den kommunale brandstation i Allinge og i stedet lader Beredskabsstyrelsen Bornholm fungere som entreprisebrandvæsen. Det vil nemlig give en årlig besparelse på ca. 900.000 kr.

Det er kun et år siden, at Bornholms Brandvæsen kunne tage en ny brandstation i brug i Allinge. Brandstationen har kostet 6 mio. kr., men ifølge netavisen Bornholm.nu skal stationen – der er placeret i tilknytning til det statslige beredskabscenter i Allinge – måske fremover huse orange brandkøretøjer fra Beredskabsstyrelsen. I hvert fald forhandler Bornholms Regionskommune og Beredskabsstyrelsen om et unikt samarbejde, der skal være med til at realisere det sparekrav på 125 mio. kr., som regionskommunen står over for i 2014.

Samarbejdet vil indebære, at den kommunale brandstation i Allinge – der varetager brandslukningen på omkring 1/3 af øen – nedlægges, hvorefter det eksisterende beredskab hos Beredskabsstyrelsen Bornholm overtager brandslukningen. Beredskabsstyrelsen har tidligere indgået i førsteudrykningen i Allinge sammen med det kommunale brandvæsen, men den ordning blev afskaffet for del år siden. Men hvis samarbejdet, der beskrives som et partnerskab, bliver en realitet, vil regionskommunen alene skulle varetage indsatsledelsen på Nordbornholm, mens brandslukningen vil blive varetaget af ansatte befalingsmænd samt værnepligtige fra Beredskabsstyrelsen.

Partnerskab vil muligvis kræve et udbud

Målet med det nye partnerskab er at opnå en årlig besparelse på ca. 900.000 kr., at forbedre responstiderne samt at udmønte det seneste beredskabsforlig, hvor der planlægges en tilpasning af den samlede beredskabskapacitet på Bornholm.

Det er endnu ikke afklaret, om regionskommunen kan overlade brandslukningen til Beredskabsstyrelsen uden først at gennemføre et udbud, hvor f.eks. Falck vil have mulighed for at byde på slukningsopgaven.

Annonce