Solrød Kommune vil investere godt 5 mio. kr. i flere forskellige beredskabsindsatser, der skal ruste kommunen bedre til fremtidige ekstreme vejrhændelser. Blandt de nye initiativer er indkøb af pumper, ansættelse af en ekstra beredskabsmedarbejder og et helt katalog over beredskabsindsatser.
Vejret i Danmark viste tænder i slutningen af 2023 og starten af 2024. Det kunne også mærkes i Solrød Kommune, hvor ekstremvejret åd en stor bid af kommunens kystsikring og skabte lokale oversvømmelser og mange bekymringer hos borgerne.
Det har nu fået byrådet i Solrød Kommune til at opruste beredskabet med mere end 5 mio. kr., der skal anvendes til at sætte gang i flere beredskabsinitiativer.
Ikke i mål – men bedre rustet
De ekstra initiativer består blandt andet af indkøb og etablering af pumper ved Skensved Å, indkøb af målestationer og et særligt analyseværktøj, der kan analysere og visualisere risici for oversvømmelser ved nedbørs-, højvands- og stormflodshændelser, samt ansættelse af en deltids-beredskabsmedarbejder. Samtidig er der på baggrund af erfaringerne fra efteråret og vinterens ekstreme vejrhændelser lavet et katalog over særlige beredskabsindsatser, der skal sættes i gang.
”Det er en stor investering og indsats, vi sætter i gang. Kombineret med alle vores nuværende indsatser, den eksisterende kystsikring og den fremtidige kystsikring, som byrådet også netop har sat gang i, er vi rigtig godt på vej. Jeg tør ikke love, at vi er i mål med indsatserne, for ingen kan spå om vejret, men vi vil være væsentlig bedre rustet til fremtidige vejrhændelser”, siger borgmester Morten Scheelsbeck.