Kommunale brandfolk flytter ind hos Falck

Allerede om et par måneder flytter de kommunale brandfolk i Frederiksværk formentlig ind på byens Falck-station. Kommunen vil nemlig bruge den nuværende brandstation til aktiviteter for byens unge, og på Falck-stationen er der plads til de tre brandkøretøjer og brandmandskabet. Forventningen er, at en fælles station vil give synergi.

Halsnæs Kommune ønsker at anvende brandstationen på Syrevej 19 til et nyt unge- og kulturcenter, hvor den store garagehal vil kunne indrettes med en scene til koncerter og teater. Dermed bliver de kommunale brandfolk hjemløse, men nu er der udsigt til, at der i stedet bliver indrettet brandstation på byens Falck-station på Hundestedvej 6.

Det er Frederiksborg Brand og Redning, som i dag står for driften af brandstationen, og her vurderer beredskabsdirektør Kim Lintrup, at brandfolkene kan flytte i det tidligere forår:

“Det ser ud til at flytningen kan ske allerede om et par måneder. Vi skal lige have helt styr på nogle tekniske installationer, men i udgangspunktet er der plads til mandskabet, to brandbiler, en firehjulstrækker med bådtrailer samt forskelligt udstyr”, fortæller Kim Lintrup til Halsnæs Avis.

Hos Falck ser man frem til en bofællesskab med brandfolkene. ”Der er god mening og synergi i at flytte sammen. Arbejdsopgaverne omkring beredskab, redning og ambulancetjeneste hænger fint sammen, og da vi længe har været på udkig efter en ny lejer på stationen i Frederiksværk, vil det være en meget fin løsning at komme under samme tag i løbet af foråret. Vi har haft nogle drøftelser, og jeg håber, det lykkes at få en aftale på plads. Den kan landes inden så længe”, siger brandchef Bent Trustrup fra Falcks Region Øst.

Annonce