Tøjkoncernen Bestseller har besluttet at opføre et stort bygningskompleks lige uden for Brande by. Der bliver tale om Vesteuropas højeste bygning på 65 etager og med en samlet højde på 320 meter. Det vil imidlertid give udfordringer for Brand & Redning MidtVest, for erfaringerne viser, at der bør mødes med mindst 14-20 brandfolk ved selv små brande i den type højhuse.
Bestsellers kommende bygningskompleks – Bestsellertårnet – kommer til at bestå af en række traditionelle bygninger omkring en centergade. Herudover skal der opføres Vesteuropas højeste bygning på 65 etager med bl.a. lejligheder, kontorer, forsamlingslokaler og hotel.
Ingen beredskaber i Danmark har imidlertid erfaring med indsats i så høje bygninger, så derfor står Brand & Redning MidtVest over for en helt særlig opgave i forhold til at fastsætte et tilstrækkeligt beredskab til indsats i højhuset.
Lokalt beredskab med seks brandfolk
Ved bygningsbrande i Brande by består beredskabets standardudrykning i dag af en holdleder og fem brandfolk fra brandstationen i Brande. Denne standardudrykning kan normalt ved ankomst straks påbegynde enhver indsats med brandslukning eller personredning i traditionelle bygninger.
Den viden, som Brand & Redning MidtVest har indsamlet fra ind- og udland, viser imidlertid, at der ved brande i højhuse skal anvendes væsentligt flere ressourcer til en førsteindsats, end hvad det nuværende beredskab kan præstere. Der er indhentet viden fra Aarhus og København om disse byers indsatstaktik i højere, og i juni var to sagsbehandlere fra beredskabet på en tredages international konference i London om brandsikkerhed i højhuse.
Konklusionen er, at en førsteindsats i højhuse, selv ved små hændelser, kræver mellem 14 og 20 brandfolk. I visse lande sendes endda langt flere brandfolk, hvilket dog kan tilskrives andre forhold som f.eks. landets byggeskik og lokale indsatsmetoder.
Det øgede mandskabsbehov i højhuse skyldes bl.a. behov for betjening af brandtekniske installationer inden og under den egentlige indsats samt den øgede transporttid i bygningen.
Tager udgangspunkt i nuværende beredskab
Brand & Redning MidtVest arbejder nu på at fastlægge en indsatstaktik for bygningen, der tager udgangspunkt i beredskabets nuværende ressourcer. Indsatstaktikken søger at skabe mulighed for en traditionel indsats til brandslukning og redning samtidig med, at indsatsmandskabets sikkerhed ikke kompromitteres. Dette arbejde skal vise, at der er behov for at opnormere beredskabet.
Beredskabets vurdering er imidlertid, at en førsteindsats med den nuværende dimensionering af førsteudrykningen fra Brande suppleret med udrykning fra næstnærmeste station samt en ekstra indsatsleder kan udføre en traditionel indsats, under forudsætning af, at udrykningsstyrkerne ikke er optaget andetsteds samt at bygningens brandtekniske installationer fungerer efter hensigten.
Hvis stationen i Brande eller næstnærmeste station er optaget til anden side, vil konsekvenserne bl.a. kunne være øget køretid fra øvrige stationer samt at der må indsættes mandskab, som ikke er specialuddannet i højhusbrandene. Desuden vil nabobyerne være uden dækning, når beredskabet indsættes i Bestsellertårnet, indtil der er indkaldt nyt mandskab eller flyttet styrker rundt.
Uden sidestykke i Danmark
Samtidig understreger Brand & Redning MidtVest, at man ved svigtscenarier vil kunne stå over for en særdeles svær opgave, som er uden sidestykke i Danmark i øvrigt.
Indtil videre har Brand & Redning MidtVest besluttet, at der skal gennemføres en grundig gennemgang med Beredskabsstyrelsen og øvrige relevante rådgivere og aktører med henblik på at sikre den korrekte og fornødne dimensionering i forhold til indsatsmulighederne i byggeriet.