Kolding Kommune køber grund til ny brandstation

Google Maps
Falck-stationen i Kolding. Arkivfoto

Trods protester fra de lokale deltidsbrandfolk har Kolding Kommune valgt at gå videre med købet af en 8.500 m2 stor grund, hvor der skal bygges en ny brandstation til 44 mio. kr. Brandfolkene frygter, at størstedelen af dem må forlade beredskabet, fordi de ikke kan nå rettidigt frem til den nye station. Men kommunen mener, at placeringen er den bedst mulige.

Byrådet i Kolding har godkendt købet af et areal ved Kobbervej i det nordvestlige Kolding, der om få år kommer til at huse byens nye brandstation. Arealet på ca. 8.500 m2 er i dag ubebygget.

Den nuværende brandstation ejes af Falck, og den ligger på en lejet grund på Kolding inderhavn. Men det areal på havnen, hvor brandstationen ligger, er en del af udviklingsområdet i Kolding Kommunes vision for havneområdet. Derfor har kommunen foretaget undersøgelser af, hvor det var muligt at finde et areal til en ny brandstation.

”Der er mange krav, der skal tages højde for, bl.a. responstider, arbejdsmiljø, muligheder for at rekruttere deltidsbrandfolk og mulighederne for at dække bedst i en by, der hele tiden vokser sig større både hvad angår nye bolig- og erhvervsområder”, lyder det fra kommunen.

Ny station skal fungere i mindst 75 år

De lokale deltidsbrandfolk har protesteret over placeringen, fordi de mener, at mange af dem ikke kan nå frem indenfor de krævede 5 minutter. Men ifølge Kolding Kommunes borgmester, Knud Erik Langhoff, der også er formand for beredskabskommissionen, har byrådsflertallet sagt ja til den bedst mulige løsning:

Den nye brandstations placering.

”Vi har et stærkt brandberedskab i Kolding, og det vil vi meget gerne blive ved med at have også langt ud i fremtiden. Når vi lægger alle parametrene sammen og samtidig ser på, at brandstationen skal fungere mindst lige så lang tid ud i fremtiden, som den nuværende har gjort, der har eksisteret i over 75 år, så har den bedste mulighed vist sig at være grunden på Kobbervej. Placeringen er god i forhold til motorvejskrydset ved Kolding V og i forhold til at nå den nordvestlige del af kommunen”, siger Knud Erik Langhoff.

”Med etableringen af den nye brandstation forventer vi, at vi kan bevare vores stærke, fleksible, effektive beredskab og samtidig holde omkostningerne på et rimeligt niveau. Den model, vi har, der består af en kombination af fastansat døgnpersonale på stationen og deltidsbrandmænd, som tilkaldes døgnet rundt, er den, der giver den bedste sikkerhed for borgerne”, tilføjer borgmesteren.

Direktøren for det fælleskommunale TrekantBrand, Jarl Vagn Hansen, kvitterer for byrådets beslutning:

”Jeg er utroligt taknemlig og glad for, at Kolding Byråd i en i øvrigt økonomisk svær tid har prioriteret beredskabet. Det betyder utroligt meget for moralen i et brandvæsen, at brandfolkene kan mærke politikernes opbakning, og det kan man i den grad med en bevilling på 44 millioner kroner til en fremtidssikret brandstation”.

Annonce