Stort mindretal i Køges byråd ville afskaffe 1-minutsberedskab

Politikerne i Køges byråd har efter længere tids debat besluttet sig for den fremtidige dimensionering af det lokale beredskab. Beredskabet kommer fremover til at bestå af tre slukningstog, der bemandes med henholdsvis fuldtidsbrandfolk, deltidsbrandfolk og frivillige. Et stort mindretal på syv byrådsmedlemmer ville imidlertid afskaffe det nuværende 1-minutsberedskab og i stedet basere hele beredskabet på deltidsbrandfolk og frivillige – til trods for, at Brand & Redning Køge mente, at den model var i strid med lovgivningen og ville medføre, at nødstedte personer ikke blev reddet i tide.

I dag består det akutte beredskab i Køge Kommune af et 1-minutsberedskab på brandstationen i Lellinge samt et deltidsberedskab på brandstationen i Køge. Den fremtidige dimensionering af beredskabet har imidlertid i længere tid været debatteret i Køge med udgangspunkt i en række forskellige modeller for det fremtidige beredskab, som Brand & Redning Køge har udarbejdet.

Beredskabskommission anbefalede brug af fuldtidsansatte, deltidsansatte og frivillige

Beredskabskommissionen anbefalede oprindeligt en model, som indebærer, at det samlede udrykningsberedskab placeres på den nuværende brandstation i Lellinge, og at brandstationen i Køge dermed helt nedlægges. I Lellinge skulle beredskabet bestå af tre slukningstog, nemlig en 1-minutsudrykning på 1 holdleder og 5 brandfolk, en deltidsudrykning på 1 holdleder og 4 brandfolk samt et tredje slukningstog, som bemandes med 1 holdleder og 5 brandfolk fra det frivillige beredskab.

I første omgang blev modellen også godkendt i Køge Kommunes økonomiudvalg, hvor kun et enkelt byrådsmedlem stemte imod. Byrådet valgte imidlertid at udsætte behandlingen af sagen, blandt andet fordi materialet om den risikobaserede dimensionering var svært tilgængelig, og fordi der var opstået usikkerhed om, hvorvidt en vedtagelse også omfattede byggeri af en ny brandstation i Lellinge til 60 mio. kr.

Ny model med et rent deltidsberedskab

Samtidig satte politikerne Brand & Redning Køge til at udarbejde endnu en model for det fremtidige beredskab, den 5. model i rækken, denne gang baseret på et rent deltidsberedskab på brandstationen i Lellinge. I den nye model skulle Køge Kommunes beredskab bestå af et deltidsvagthold på tre holdledere og 15 brandfolk i 7-minuttersberedskab samt 1 holdleder og tre brandfolk fra det frivillige beredskab i 15-minuttersberedskab.

Brand & Redning Køges vurdering af den nye model, som politikerne havde bestilt, var imidlertid meget kontant: ”Brand & Redning Køge ser med stor bekymring på ren deltidsbemanding, da dette i forbindelse med den nuværende St. Køge medfører fejlprocenter svarende til 30-50%. (…) Brand & Redning kan ikke anbefale model 5, med henvisning til lovgivningens krav om ’et forsvarligt niveau’ som vi ikke mener efterleves”, lød meldingen således fra beredskabet, der også påpegede, at mulighederne for personredning i etageboliger med den nye model ville blive forringet væsentligt, fordi drejestige og springpude ville nå senere frem end i dag. Konklusionen fra beredskabet var derfor, at modellen ville medføre, at nødstedte personer ikke ville blive reddet i tide, at store værdier ville gå tabt, og at kommunen ville miste virksomheder som følge af de større brandskader og flytning af produktion.

Som om det ikke var nok, så gjorde Brand & Redning Køge også politikerne opmærksomme på, at modellen formentlig slet ikke ville kunne gennemføres i praksis. For at opretholde et rent deltidsberedskab ville der nemlig skulle ansættes fire brandfolk pr. plads, hvorved der ville være behov for 88 deltidsbrandfolk og frivillige – og beredskabet mente ikke, at det ville være muligt at finde så mange brandfolk, der kunne afgå fra stationen indenfor 7 minutter.

Oprindelig model vedtaget

Trods den meget klare udmelding fra Brand & Redning Køge stemte hele syv byrådsmedlemmer fra Venstre og lokallisten Demokratilisten for den alternative model med et deltidsberedskab suppleret af frivillige. Mindretallet mente, at et 1-minutsberedskab med fuldtidsansatte brandfolk er for dyrt, og derfor ønskede de at vende tilbage til det beredskab, som kommunen havde før indførelsen af 1-minutsberedskabet i 2006.

Et flertal på 19 byrådsmedlemmer stemte imidlertid for den oprindelige model for det fremtidige beredskab, der dermed blev vedtaget.

Serviceniveauet for beredskabet i Køge Kommune skal nu i høring hos Beredskabsstyrelsen, hvorefter der på baggrund af det godkendte serviceniveau skal gennemføres et udbud af beredskabet. I den forbindelse skal der også tages stilling til, om der alene skal gennemføres en mindre ombygning af brandstationen i Lellinge, eller om der skal bygge en helt ny station, eventuelt kombineret med et hjælpemiddeldepot.

Annonce