Køge Kommune: Kun Falck kan løfte brandslukningsopgaven

Falck er den eneste aktør, som kan løfte opgaven med at levere brandslukning og vagtcentralydelser til Køge Kommune. Sådan lyder vurderingen fra kommunen, som dog har valgt at åbne op for, at andre potentielle leverandører kan tilkendegive deres interesse i brandslukningskontrakten og deltage i markedsdialog forud for et kommende udbud.

Køge Kommune ønsker at udbyde opgaven med levering af brandslukning og vagtcentralydelser.  ”Det er ud fra Køge Kommunes markedskendskab den umiddelbare vurdering, at Falck Danmark A/S, er den eneste aktør på markedet, der vil kunne løfte kontrakten”, skriver kommunen imidlertid i en såkaldt forhåndsmeddelelse.

Med forhåndsmeddelelsen åbner Køge Kommune dog op for, at andre potentielle leverandører kan tilkendegive deres interesse i kontrakten – og deltage i en markedsdialog med kommunen forud for et kommende udbud af brandslukningskontrakten.

Annonce