Som led i den nye dimensioneringsplan for Københavns Brandvæsen bliver brandvæsenets pioner- og røgdykkertjenester nedlagt, og i stedet etableres der en ny specialtjeneste på Hovedbrandstationen. Den nye specialtjeneste starter efter planen op den 1. maj 2012, og udover de opgaver, som i dag løses af pioner- og røgdykkertjenesterne, får de 10 mand i specialtjenesten blandt andet ansvaret for USAR (Urban Search And Rescue), som er redning fra sammenstyrtede bygninger.
Specialtjenesten får et døgnberedskab på 10 mand, hvilket er fem færre, end der i dag er til rådighed i pioner- og røgdykkertjenesterne.
En arbejdsgruppe skal i den kommende tid planlægge, hvordan specialtjenesten skal implementeres, men Københavns Brandvæsen lægger op til, at rekrutteringen bliver anderledes end til pioner- og røgdykkertjenesterne. Det er således ikke meningen, at brandfolkene skal tilknyttes specialtjenesten ”på livstid”, men at de i stedet efter en årrække skal videre til andre funktioner i brandvæsenet, hvor de så kan tage deres særlige kompetencer med. Desuden skal gennemsnitsalderen nedbringes ved at specialtjenestens folk rekrutteres tidligere i karriereforløbet end i dag.
Samtidig lægger Københavns Brandvæsen ikke skjul på, at det bliver en udfordring at skabe en ny tjeneste på fundamentet af to gamle. Der er stor faglig stolthed i de nuværende tjenester, og for mange af brandfolkene handler det om hjerteblod. Derfor vil der i arbejdet med den nye tjeneste blive lagt vægt på ligeværd og respekt for hinandens arbejde.
I første omgang vil der i specialtjenestens arbejdsgruppe være fokus på at bevare og udnytte de kompetencer og den erfaring, som findes i røgdykker- og pionertjenesterne, hvorefter man arbejder videre med en struktur og en uddannelse, der sikrer, at alle specialtjenestens brandfolk fremover vil kunne løse de samme opgaver.