I år fylder Københavns Brandvæsen 325 år, og det markerer brandvæsenet med udgivelsen af et jubilæumsmagasin, der fortæller Københavns og brandvæsenets historie. I magasinet fortæller en række forfattere om de dramatiske katastrofer, som har ramt byen, men også om genopbygning og den udvikling, som har gjort byen til det, den er i dag. Brandvæsenet har været med siden 1687, og man kan læse om, hvordan brandvæsenet har gjort sit til at bevare byen, omend ikke altid lige så effektivt som efter nutidens standarder.
Christian V oprettede Det Kongeligt Brandkorps i 1687. Før da havde det været en almindelig borgerpligt at deltage i brandslukning, og det kunne være en særdeles kaotisk affære. Men med det nyeste udstyr inden for brandslukning var et professionelt brandkorps nu klar til at rykke ud, når ilden var løs. Borgerne slap dog ikke helt for at deltage, da de skulle sørge for at skaffe vand til brandkorpsets sprøjter. Men med tiden blev borgerne tilskuere mere end noget andet. Det var de også gode til, for ildebrande har altid været et tilløbsstykke uden lige.
I magasinet kan man læse meget mere om oprettelsen af brandvæsenet, bybrandene i 1700-tallet, bombardementet i 1807 samt den teknologiske udvikling, som ikke bare kom til at præge brandvæsenet, men også udformningen af byrummet. Magasinet fortæller også om de hårde år under besættelsen og om den ulykkelige katastrofe på Holmen i 1951, som er den største katastrofe i brandvæsenets lange historie, hvor 11 brandfolk mistede livet og 19 brandfolk blev alvorligt sårede.
De mange artikler er rigt illustreret med malerier og billeder fra arkiverne af alt fra gamle dampsprøjter til brandfolk med de karakteristiske overskæg, som de stoppede i munden for at beskytte sig selv mod den farlige røg.
Læs jubilæumsmagasinet her.