Københavns Brandvæsen havde travleste weekend i mands minde

Arkivfoto

Lørdagens skybrud har sat hovedstadens beredskab på en hård prøve. For Københavns Brandvæsen blev det den travleste weekend i mands minde med omkring 250 ture – og der arbejdes fortsat med bekæmpelse af vandskader, herunder også på brandvæsenets egne stationer. Hos Falck passerede man i dag 1.700 vandskadeopgaver, mens Dansk Autohjælp melder om 1.700 autoassistancer og 9.000 telefonopkald.

Da tordenvejret startede lørdag eftermiddag, indkaldte Københavns Brandvæsen hurtigt ekstra mandskab til alarmcentralen, indsatsledelse og brandvæsenets IT-support. Og i de følgende timer kørte der konstant brandkøretøjer på kryds og tværs af byen til et utal af brandalarmer, der var aktiveret af enten lyn eller vandskade.

Fem ekstra indsatsledere i arbejde

De ekstra indsatsledere, der var blevet indkaldt, blev fordelt med en bagvagt, som blev sendt til Politigårdens KSN, der koordinerede den indsats, som blev ydet af alle de forskellige aktører i hovedstadsområdet beredskab og centrale driftsorganer. Tre andre indsatsledere fungerede som indsatsledere ved de talrige opgaver, der opstod i løbet af aftenen og natten – fra meldinger om brand til assistance ved vand- og strømproblemer på vitale steder, blandt andet hos politiet, DSB og hospitaler.

Derudover koordinerede en indsatsleder opgaver omkring bortpumpning af store mængder vand på prioriterede vejstrækninger og bygninger i samarbejde med Beredskabsstyrelsens repræsentant.

Til løsning af en række pumpeopgaver fik Københavns Brandvæsen assistance fra nordsjællandske brandvæseners personale og materiel. Sideløbende blev der i Københavns Kommunes krisestab arbejdet med at sikre, at kommunens institutioner kunne blive gennemgået for vandskader, hvorefter krisestaben sammen med en repræsentant for Københavns Ejendomme prioriterede indsatsen.

Københavns Brandvæsens opgaver fortsatte weekenden igennem, og mandag kunne brandvæsenet konstatere, at der var kørt ca. 250 ture – fordelt på automatiske brandalarmer, meldinger om brand, oversvømmelser og meget andet. Det store antal ture får Københavns Brandvæsen til at betegne weekenden som den travleste i mands minde.

Arbejdet med følgeskader og oprydning fortsætter de næste dage – også på flere af brandvæsenets egne brandstationer, hvor vandet strømmede ind i kældre mv.

Rekordhøjt antal henvendelser til Falck

Skybruddet i hovedstadsområdet har også resulteret i en rekord hos Falck, nemlig et rekordhøjt antal henvendelser om vandskader. I løbet af de hektiske dage har Falck således i alt modtaget 1.717 henvendelser om vandskader i hovedstadsområdet.

I weekenden var det især private kældre, som Falck rykkede ud til, men mandag begyndte det også at vælte ind med henvendelser fra institutioner og virksomheder, da medarbejderne mødte på arbejde til et ubehageligt syn.

Falck har ikke tidligere haft et så stort antal vandskadeopgaver. Da hovedstadsområdet, Bornholm og dele af Jylland den 14. august 2010 og i de følgende dage blev ramt af store vandmasser, måtte Falck ”kun” rykke ud til små 1.200 vandskader på fem dage.

Falcks stationer i hovedstadsområdet får assistance fra resten af landet, ligesom Falck både gør brug af private underleverandører og frivillige fra kommunale beredskaber. For at nedbringe telefonkøen har også Falcks vagtcentraler i andre dele af landet ekspederet opkald om københavnske vandskader.

Tusindvis af opkald til Dansk Autohjælp

Også hos Dansk Autohjælp har det været en travl weekend.

Selskabets vagtcentral håndterer også opkald til Skadeservice Danmark, og på vagtcentralen var der frem til mandag ekspederet mere end 9.000 opkald. Dansk Autohjælp har dog også haft travlt med at assistere bilister: 1.700 autoassistancer er det blevet til i Storkøbenhavn.

”Den travlhed, vi oplever i disse døgn, er på højde med de værste vinterdage. Forskellen er bare, at travlheden normalt er bedre fordelt ud over landet, men nu er det kun københavnsområdet, som er ramt”, siger stationsleder Henrik Ahlstrøm Olsen fra Dansk Autohjælp i Køge.

”Mange biler har haft motoren under vand, og bilisterne er generelt meget i tvivl om, hvad det betyder for deres biler. Nogle af bilerne vil sandsynligvis kunne køre igen, når de tørrer, men der vil også være nogen, som er alvorligt skadede. Vi har således også trukket biler op, som stort set var helt dækket af vand, og vi har måttet assistere to brandbiler, som måttet give op for vandmasserne i det indre København. Samtidig har vi været kaldt ud af Vejdirektoratet for at spærre veje af, så flere bilister kunne undgå at komme ’på dybt vand’”, fortæller Henrik Ahlstrøm Olsen.

Trods travlheden har der ifølge Dansk Autohjælp ikke været problemer med at komme igennem til vagtcentralen, og assistancerne bliver også kørt inden for normal tid. Dansk Autohjælp har formidler næsten lige så mange vandskadeopgaver som autoassistancer. ”Vores vagtcentral passer nødtelefonerne for Skadeservice Danmark, og her har vi formidlet op mod 1.500 assistancer”, fortæller Flemming Bøjsen, som er driftsleder på Dansk Autohjælps vagtcentral.

Stor pumpeopgave for Beredskabsstyrelsen

Fra Beredskabsstyrelsen har hele fem beredskabscentre været indsat i hovedstadsområdet i weekenden. For Beredskabsstyrelsen har den stået på pumpning af store vandmasser fra veje og vigtige bygninger.

I alt har omkring 100 medarbejdere, værnepligtige og frivillige fra beredskabscentrene i Næstved, Hedehusene, Haderslev, Herning og Thisted arbejdet med at lænse vand i hovedstaden.

Det statslige beredskab har været indsat 21 forskellige steder, herunder ved trafikknudepunkter som Amagermotorvejen, Lyngbyvej, Gasværksvej, Bispeengbuen, Brøndbyvester Boulevard, banelegemer ved Ryparken Station, Svanemøllen Station og Hellerup Station samt vitale samfundsfunktioner som Rigshospitalets TraumeCenter og Politigården.

Den største pumpeopgave for Beredskabsstyrelsen var på Amagermotorvejen, hvor der blev pumpet 40.000-50.000 liter vand i minuttet væk fra kørebanerne.

Annonce