På tirsdag indvies Hovedstadens Beredskabs nye brandmuseum, der er indrettet på Vesterbro Brandstation på Enghavevej. Museet erstatter det hidtidige museum på den nu nedlagte Dæmningens Brandstation. På kulturnatten fredag den 12. oktober 2018 er der mulighed for at besøge det nye museum kl. 18-22, og også i efterårsferien er der åbent.
På Brandmuseet er der mulighed for at se udviklingen i de over 300 år, hvor der har været et brandvæsen i København. Besøgende kan opleve brandfolkenes stolte og til tider dramatiske historie med indsatser ved katastrofer i både krigs- og fredstid, herunder ved nogle af de store brande, hvor byen har været ved at brænde ned.
Der vil være rig mulighed for at se, røre og gå på opdagelse i brandfolkenes udstyr, og på ”Børnenes brandstation” kan de mindste lade fantasien få frit løb. Her kan børnene selv lege brandfolk og ambulancereddere, mens de lærer om brandsikkerhed, førstehjælp og hvad man skal gøre i tilfælde af brand.
Indvielse tirsdag
Tirsdag indvies museet officielt af lokalpolitikeren og historikeren Allan Mylius Thomsen og beredskabsdirektør Jakob Vedsted Andersen.
Under kulturnatten fredag er der åbent kl. 18-22. Der er gratis adgang, og Kulturpas er ikke nødvendigt. I efterårsferien er der åbent mandag-fredag kl. 10-14. Fra uge 43 er der fast åbent tirsdage og lørdage kl. 10-14.
Brandmuseet ligger på Vesterbro Brandstation, Enghavevej 168-170, 1550 København V.