Et nyt lovforslag fra Forsvarsministeriet vil indebære, at der sker en indskrænkning af de kommunale beredskabers råderum til fordel for mere central og ensrettet styring. Det mener KL, som især er utilfreds med, at regeringen vil give Beredskabsstyrelsen mulighed for at disponere over de kommunale beredskaber og vil indføre regler om fri disponering.
Forsvarsministeriet vil fremsætte et forslag til ændring af beredskabsloven, og i øjeblikket er lovforslaget i høring. Men KL retter en hård kritik mod flere af lovforslagets elementer.
En stor del af lovforslaget handler om Beredskabsstyrelsens opgaver og kompetencer i forhold til kommunalbestyrelserne og de kommunale beredskabsenheder. ”Med lovforslaget synes der således lagt op til, at der skal ske en indskrænkning af kommunernes råderum til fordel for mere central og ensrettet styring”, skriver KL i et høringssvar, hvor organisationen henviser til denne sætning i lovforslaget: ”Herudover omhandler lovforslaget Beredskabsstyrelsens rolle som sektoransvarlig myndighed på beredskabsområdet og styrelsens koordinerende opgaver, der understøtter det samlede redningsberedskab, herunder ressourcedisponering og indsættelse”.
”KL er uforstående over for behovet for disse ændringer i kompetencefordelingen, samt at de skulle være fagligt begrundede eller på anden vis nødvendige. Hverken nuværende praksis eller lovgivning har vist, at der findes mangler ved det eksisterende grundlag og de konkrete indsatser, der begrunder disse forslag til ændringer. Hvis ministeriet har kendskab til andet, skal KL opfordre til at dette konkretiseres med eksempler på problemstillinger, der kan begrunde et behov for fx ændrede kompetencer omkring fri disponering og privatisering af brandsyn. Er dette ikke muligt finder KL, at lovforslaget bør ændres på dette punkt”, skriver KL.
Ikke behov for lovregulering af fri disponering
Især lovforslagets bestemmelse om, at der skal indføres fri disponering, bliver mødt med kritik fra KL:
”KL skal i den forbindelse bemærke, at der i dag ikke er behov for en lovregulering til at fremme fri disponering. Langt de fleste dagligdags- og forventede hændelser kan der planlægges og dimensioneres for. De nye kommunale fællesskaber vil samarbejde om de bedste og billigst løsninger af opgaver i grænseområderne mellem de enkelte beredskaber. Planlægning og prioritering af det kommunale redningsberedskab til dagligdags forventede hændelser vil sikre den nødvendige bemanding, bestykning, finansiering og placering af brandstationer. Faste aftaler sikrer, at det kommunalpolitisk vedtagne serviceniveau overholdes uanset, hvem der løser opgaven”, skriver KL og tilføjer:
”Faste aftaler vil samtidig sikre, at der følger den rette finansiering med opgaven. Herved undgås desuden, at det kommunale serviceniveau i én kommune forringes og sårbarheden øges, hver gang staten uden faste aftaler og finansiering pålægger kommunen at bistå ved dagligdags hændelser, der kan planlægges for, i andre kommuner, der kan have et andet serviceniveau. Det er en afgørende forudsætning i det kommunale selvstyre, at det er kommunen, der prioriterer kommunale midler og ressourcer til lokal service”, bemærker KL.
”Ved behov for bistand ved særlige hændelser er der allerede i dag hjemmel til, at indsatslederen skal rekvirere den nødvendige bistand på tværs af administrative skel. Senest set i forbindelse med branden 4. februar på Oliehavnen i Fredericia, hvor indsatslederen fra det kommunale redningsberedskab i overensstemmelse med den nuværende lovgivning rekvirerede den fornødne specialassistance. Et samlet ressourceoverblik på tværs af sektorer kan allerede med den nuværende lovgivning sikres ved hjælp af den lokale beredskabsstab. Indsatsens kvalitet er bl.a. afhængig af beredskabets personel, materiel og kompetencer og den beredskabsfaglige/tekniske indsatsleders kendskab til egne ressourcer”, skriver KL.
”Endelig skal det bemærkes, at da der i tilfælde af ukomplicerede hændelser, fx brand, ved vedtagelse af lovforslaget fremover alene skal tilkaldes nærmeste, relevante enhed, må det imødeses, at Beredskabsstyrelsens centre ikke længere tilkaldes til sådanne opgaver, undtaget i deres umiddelbare nærområde. Forslaget vil betyde en yderligere forskydning af udgifterne fra staten til kommunerne. De økonomiske konsekvenser heraf er imidlertid ikke beskrevet i lovforslaget”, skriver kommunernes organisation.
Ny ordning vil gøre assistancetilkald ineffektiv
Lovforslaget indeholder desuden en ny bestemmelse, hvorefter forsvarsministeren kan pålægge redningsberedskaberne at indsætte det kommunale redningsberedskab uden for eget udrykningsområde i forbindelse med bl.a. større ulykker.
”I den forbindelse skal KL bemærke, at det er et bærende princip, at den ansvarlige for den beredskabsfaglige indsatsledelse, er den stedlige kommunale beredskabsenhed. I lovforslaget er der lagt op til at ministeren, via bemyndigelse til Beredskabsstyrelsen, har rådighed over de kommunale redningsberedskaber og kan indsætte dem udover eget beredskabsområde også i fredstid. Dette forhold vil indskrænke det kommunale råderum og øge risikoen for, at beredskabet i eget område svækkes, med risiko for svigt over for borgere og virksomheder i eget beredskabsområde til følge, fordi kendskabet til de lokale aktuelle forhold og behov selvsagt kendes bedst af det stedlige beredskab”, skriver KL og fortsætter:
”De kommunale beredskaber har stor erfaring ved større og flere hændelser, da de kommunale beredskaber håndterede næsten 40.000 udrykninger i 2014 mod Beredskabsstyrelsens knap 600 (kilde: Redningsberedskabets statistik 2015). Selv ved korrigeret opgørelse efter indsatstimer, finder KL det åbenbart, at den primære indsatskompetence ligger hos de kommunale beredskaber. Såfremt Beredskabsstyrelsen, der forventes at skulle agere efter ministerens bemyndigelse, skal kunne få overblik over behov for assistance lokalt, så kan det alene ske via den stedlige beredskabsenhed. Det er kommunerne som betaler for eget beredskab, og hvis det statslige beredskab skal anvende kommunale styrker, kan dette allerede nu (nuværende beredskabslov § 13, stk. 1, 1. pkt.) foregå ved en anmodning herom. At denne hjemmel skulle være utilstrækkelig, er ikke KL bekendt”, bemærker KL.
”Indskydes Beredskabsstyrelsen som et yderligere kommunikationsled, vil det efter KL’s vurdering blot gøre processen med at få tilkaldt yderligere hjælp mere besværlig og ineffektiv. I dag henvender de kommunale beredskaber sig direkte til hinanden, på baggrund af den aktuelle viden om den konkrete hændelse. Der ses derfor ingen faglig begrundelse for at forsinke sådanne henvendelser med et yderligere administrativt led. Hertil kommer, at det formelt er politiet der har den stedlige koordinerende indsatsledelse”, slutter KL.
