
Driften af brandstationen i Kjellerup overgår den 1. januar 2008 fra Falck til det kommunale Silkeborg Brand & Redning. Beslutningen om ikke at forlænge den nuværende kontrakt med Falck, når den udløber ved årsskiftet, blev truffet af byrådet i Silkeborg med stemmerne 16 mod 13. Dermed vil det kommunale brandvæsen i Silkeborg fremover komme til at bestå af fire brandstationer, der alle drives i kommunalt regi.
Nabokommunen Skanderborg kan meget vel blive næste sted, hvor Falck mister en brandslukningskontrakt. Akkurat som i Silkeborg har den nye Skanderborg Kommune kommunalt brandvæsen i kommunens hovedby samt mindre kommunale brandstationer i to andre byer, mens Falck står for driften af en enkelt brandstation, nemlig stationen i Galten.
Beredskabet har tidligere anbefalet, at brandstationerne drives i samme regi for at opnå stordriftsfordele, og flere politikere har givet udtryk for, at det i så fald bør være i kommunalt regi.