Katastrofe- og Risikomanageruddannelsen har fået sin første lektor

Mikkel Bøhm, der siden 2010 har været ansat som adjunkt på Katastrofe- og Risikomanageruddannelsen på Metropol, har netop fået godkendt sin lektoranmodning, og han er dermed den første lektor på uddannelsen. Mikkel Bøhm skal nu starte på et ph.d.-forløb om, hvordan indsatslederne tager kritiske beslutninger i forbindelse med operative hændelser.

Lektoranmodningen er en mindre rapport som adjunkterne på Katastrofe- og Risikomanageruddannelsen skal skrive inden for de første fire år af deres ansættelse. Såfremt lektoranmodningen bliver godkendt, udnævnes adjunkterne – ligesom Mikkel Bøhm – til lektorer.

Mikkel Bøhms lektoranmodning handlede om nogle af de aktiviteter, som han har arbejdet med på Katastrofe- og Risikomanageruddannelsen, bl.a. undervisning, forskellige udviklingsaktiviteter samt et større udviklingsprojekt om ”Beredskabsfaglig Evaluering og Praksisudvikling”.

Mikkel Bøhm vil dog kun være lektor på Katastrofe- og Risikomanageruddannelsen i kort tid, da Metropol i samarbejde med RUC har indgået en aftale om, at Mikkel Bøhm skal starte på et ph.d. forløb. På dette tre-årige forskningsforløb vil han undersøge, hvordan beredskabets indsatsledere tager kritiske beslutninger i forbindelse med operative hændelser. Udover at undersøge mekanismerne bag de kritiske beslutninger, undersøger projektet også, hvordan man kan træne disse beslutningsprocesser, så det gennem træning og simulation bliver muligt at forberede indsatslederne, så de er klar når de bliver udsat for at skulle håndtere en kompleks hændelse.

Annonce