En tidligere kasserer i det frivillige brandværn i Kliplev er blevet meldt til politiet. Brandværnet mener, at kassereren har snydt brandværnet for mindst 25.000 kr. Kassererens underslæb var en del af årsagen til, at brandværnets bestyrelse sidste år valgte at ekskludere ham. Det var en beslutning, der blev kraftigt kritiseret af nogle af brandværnets medlemmer, hvilket resulterede i, at bestyrelsen valgte at gå af.
Kassereren har haft en personlig strid med et af de menige medlemmer i brandværnet, og det resulterede blandt andet i, at han skrev trusselsbreve til sine bestyrelseskolleger. Disse breve var den officielle begrundelse for at ekskludere kassereren i november, men allerede dengang havde man mistanke om underslæb, og en undersøgelse blev iværksat.